Københavns Politi har endnu ikke foretaget anholdelser, efter at tre bandemedlemmer cirka 19.15 blev ramt af skud ved et hostel på Nørrebro i København.
Det fortæller vicepolitiinspektør Dannie Riise.
Den ene af de skudramte blev erklæret død kort efter, at han ankom i ambulance på Rigshospitalets Traumecenter. Den anden skudramte er i kritisk, men stabil tilstand, mens den tredje er sluppet med mindre og ikke livstruende skader. De er alle mellem 28 og 32 år
- Det, vi godt kunne tænke os at få at vide fra offentligheden, er, om der er nogle, som kan hjælpe os med oplysninger i sagen. Det kan være køretøjer, der er kørt væk i høj fart eller folk, der er løbet derfra i tidsrummet mellem 19.10 og 20 minutter frem, siger Dannie Riise.
Vicepolitiinspektøren ønsker ikke at udtale sig om, hvilken bande de tre personer tilhører. Men ifølge DR Nyheders oplysniner er der tale om medlemmer tilknyttet en gruppering i Mjølnerparken, som lige nu er i åben krig med Nørrebro-banden Loyal to Familia.
Københavns Politi er stadig på gerningsstedet, hvor de er i gang med at klarlægge det nøjagtige hændelsesforløb, fortæller Dannie Riise.
Drabet på bandemedlemmet er det første skyderi med dødelig udgang i den månedlange krig mellem de to grupperinger, som blandt andet kæmper om hashmarkedet, men hvor der også ligger gamle konflikter og lurer.
Dannie Riise vil dog ikke kommentere, om skyderiet er et udtryk for en eskalering.
- Vi tager det for, hvad det er - et skyderi med dødelig udgang. Det kunne måske også have haft dødelig udgang andre gange, siger han.