Professor: Airbnb bør indberette alt til Skat

Over 500 danskere i de fire største byer lejer mere end én bolig ud via Airbnb. Det er ikke deleøkonomi men almindelig forretning, siger professor.

I vore fire største byer lejer flere end 500 danskere mere end én bolig ud via Airbnb. Det viser en analyse af data fra Airbnb's egen hjemmeside foretaget af DR's Undersøgende Databaseredaktion.

- Når der er så mange, der lejer flere boliger ud, så er det ikke længere deleøkonomi men almindelig forretning, og så bør Airbnb indberette alt til Skat, siger professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, Bent Greve.

Han forsker blandt andet i samfundsøkonomi og har tidligere siddet i Gladsaxe Byråd for Socialdemokratiet.

DR's analyse viser, at der alene i byerne København, Aarhus, Aalborg og Odense lige nu er over 11.500 boliger til leje via Airbnb. Hver tyvende vært udlejer mere en én bolig.

- DR's tal viser, at hver tyvende vært udlejer mere end én bolig, og af dem vil der være nogle, der skal betale skat. Derfor bør Airbnb tvinges til at opgive, hvem der lejer hvad ud, siger Bent Greve.

Økonom: Der skal holdes øje med Airbnb

Også forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen, mener, at myndighederne bør holde øje med Airbnb og andre dele-tjenester som GoMore og Uber.

- Der er et kæmpepotentiale i disse parallel-økonomier, og vi kan se, at de stormer frem. Danske hoteller betaler moms og skat, men de fleste danske Airbnb-værter når aldrig op over den skattefrie bundgrænse. Men der er så mange penge i det her, at der skal holdes øje med det fra myndighedernes side, siger Ann Lehmann Erichsen fra Nordea.

Airbnb: Vi linker til Skats hjemmeside

Airbnb har ikke et kontor i Danmark, men selskabets pressekontor i London roser Danmark som et stort Airbnb-land.

- Alene sidste år boede over 400.000 turister fra hele verden i Airbnb-boliger i Danmark, og over halvdelen af dem brugte ifølge vore analyser de penge, som de sparede ved at bruge Airbnb, på shopping og mad, siger James McClure, Airbnb's General Manager i Nordeuropa.

Airbnb understreger, at alle værter opfordres til at undersøge de lokale skatteregler, inden de sætter deres boliger til leje via Airbnb.

- I Danmark linker vi direkte til Skats hjemmeside, og vi opfordrer værterne til at downloade en oversigt over alt, hvad de har lejet ud. Det giver et godt overblik, når man skal lave selvangivelser, lyder det fra Airbnb's nordeuropæiske chef James McClure.

HORESTA: Airbnb skal tvinges til at indberette alt

Hovedorganisationen for Hotel-, restaurant- og turisterhvervet, HORESTA, betegner Airbnb’s vækst i Danmark de seneste par år som helt ekstrem.

HORESTA mener, at det er helt naturligt, at Airbnb tvinges til at indberette udlejninger til Skat – ligesom det automatisk sker fra firmaer, der udlejer sommerhuse.

- Airbnb skal pålægges at videregive de oplysninger, de som professionel part allerede ligger inde med, til Skat. Det skal sikres, at der svares den skat, der skal, og vi skal undgå muligheden for sort økonomi. Samtidig vil det lette Airbnb's værter, at skatteindberetningen sker automatisk - præcis som for sommerhusudlejere, siger Katia K. Østergaard, administrerende direktør i HORESTA.

De fleste ligger langt under skattefri bundgrænse

Ifølge Airbnb tjente de danske Airbnb-værter sidste år i gennemsnit 13.800 kroner på at udleje deres boliger.

For langt de fleste boliger kan man leje et værelse eller hele sin bolig ud for minimum 24.000 kroner om året, før man skal betale skat.

- En typisk dansk Airbnb-vært tjener langt mindre end den skattefri bundgrænse, siger James McClure fra Airbnb.

Airbnb understreger også overfor DR, at selskabets analyser viser, at flere end hver femte Airbnb-gæst slet ikke ville være kommet eller ikke ville være blevet så længe i Danmark, hvis de ikke havde kunnet spare penge til opholdet via Airbnb.

Skat undersøger deleøkonomi

Spørgsmålet om, hvorvidt der betales den rigtige skat i deleøkonomien, er ikke kun relevant for Airbnb og andre boligudlejningstjenester. Det debatteres også for taxatjenesten Uber og biludlejningstjenesten GoMore.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har holdt møde med repræsentanter fra deleøkonomien, og han udsendte tidligere en pressemeddelelse om sit syn på deleøkonomien.

-Jeg vil gerne være åben overfor deleøkonomierne og mit udgangspunkt er, at branchen er indstillet på at bidrage til det danske samfund, skrev ministeren.

Han oplyste også, at Skat er i gang med en analyse, hvor man netop undersøger skattebetalingen i den hastigt voksende deleøkonomi.