Radarproblemer lukkede luftrum over Sverige

Problemerne truede flere fly, og der kan stadig forekomme forsinkelser.

Var radarproblemerne ikke blevet løst, kunne det i værste tilfælde have påvirket op mod 60 fly. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

Radarproblemer var tæt på at skabe større problemer for den skandinaviske flytrafik denne eftermiddag.

På grund af radarproblemer i den sydlige del af Sverige blev dele af luftrummet lukket.

Det betød, at flere fly ikke kunne få lov til at lette, mens andre fly ikke måtte krydse landet.

Problemerne blev dog hurtigt løst, men ifølge pressevagten ved Københavns Lufthavn, så kan der dog være forsinkelser.

Lufthavn: Hold øje med forsinkelser

Hos Københavns Lufthavn opfordrer man passagererne, der skal over Sverige, til at holde øje med cph.dk for eventuelle forsinkelser.

Da problemerne først opstod, oplyste Københavns Lufthavn, at det i værste tilfælde kunne påvirke op mod 60 afgange og ankomster.

Ifølge expressen.se skyldtes de midlertidige problemer en solstorm.

Pressetalsmand for Swedavia, der ejer og driver de 10 største svenske lufthavne,Ulf Wallin, siger til TT, at der kan blive en del forsinkelser resten af dagen.