Drenge med dårlige karakterminder fra folkeskolen kan måske med rette være utilfredse.
Ifølge en kortlægning fra Det Nationale Forskningsventer for Velfærd, SFI, bliver drenge nemlig hårdere bedømt af deres lærere end piger. Det skriver Jyllands-Posten.
Konklusionen kommer på baggrund af 400.000 elevers karaktere i alle fag.
Lærerne giver ifølge SFI systematisk drengene lavere standpunktskarakterer, end de opnår ved afgangsprøverne i 9. klasse, hvor de bedømmes af både lærer og censor.
Det samme gælder elever med indvandrerbaggrund og elever, hvis forældre ikke har en uddannelse.
Seniorforsker hos SFI, Beatrice Schindler Rangvid, peger på, at mønsteret kan være med til at begrænse elevernes videre uddannelse, da lavere karakterer påvirker deres motivation og forventninger:
- Dette kan være en del af forklaringen på, hvorfor drenge generelt klarer sig dårligere end pigerne i uddannelsessystemet, siger hun.
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, afviser, at lærerne bedømmer drengene hårdere, mens undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) mener, at der skal holdes øje med forskellene i karakterer.