Klokken 9 vil uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) fremlægge den nye, reviderede fremdriftsreform, der skal få studerende hurtigere gennem studiet.
Det ventes, at kravet om ECTS-point lempes, så studerende kun behøver at optjene 45 ECTS-point om året mod de hidtidige 60 point. Ifølge Politiken er denne del et krav, som oppositionen har fået igennem.
Derudover behøver de studerende ikke at bestå visse fag, hvis de til gengæld har været i praktik, taget et semester i udlandet eller arbejdet som iværksættere i fritiden, skriver Politiken.
Målet med fremdriftsreformen er, at få de studerende hurtigere gennem studiet.
Således skal studerende i 2020 i gennemsnit 4,3 måneder hurtigere gennem studiet. Hvis det overholdes, vil den pågældende institution spare knap én milliard kroner. Lykkes det ikke, skal uddannelsesstedet selv betale pengene til staten fra eget husholdningsbudget.
- Målet med fremdriftsreformen er at understøtte en hurtigere studiegennemførsel, blandt andet fordi især universitetsstuderende overskrider den normerede studietid betydeligt og internationalt set er sent færdige med deres uddannelse, lød det i en pressemeddelelse fra uddannelsesministeriet i mandags.
