Regeringen vil give gulerod til Airbnb-værter

Regeringen vil forhøje bundfradraget for danske Airbnb-værter og andre udlejere med 10.000 kroner. Men værterne får kun det ekstra skattefri fradrag, hvis Airbnb automatisk indberetter alle værtens udlejninger til Skat.

Det skal fremover give en gullerod på 10.000 kroner ekstra i fradrag, hvis man lejer ud gennem en virksomhed, der selv indberetter til Skat.

Deleøkonomien tordner frem i Danmark.

Lige nu er der ifølge Airbnb mindst 26.000 boligopslag fra danske værter på Airbnb. Det er 5.000 flere opslag end i 2015. Samtidig har andre boligselskaber baseret på deleøkonomi også vind i sejlene.

Problemet for regeringen er bare, at kun meget få af deleøkonomi-indtægterne efter alt at dømme opgives til Skat.

I sin 2025-plan foreslår regeringen derfor en række tiltag, der skal forvandle sorte penge til hvide. Regeringen vil for eksempel hæve bundfradraget til danskere, der lejer deres bolig ud via platforme som Airbnb, hvis udlejningsvirksomhederne indvilger i selv at indberette oplysninger om danskerne indtægter til Skat.

- Vi skal gøre tingene smartere og nemmere - blandt andet gennem nemmere indberetning af indtægter. Når man udlejer et værelse gennem Airbnb – eller en bil gennem GoMore – er det enklere og tryggere for alle, at indtægten bliver indberettet automatisk frem for, at man selv skal ind på skat.dk og selvangive, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Minimum 34.000 kroner i bundfradrag til Airbnb-værter

Hvis man ind imellem lejer den bolig ud, man selv bor i, kan man i dag leje ud for minimum 24.000 kroner om året uden hverken at skulle indberette det eller betale skat af det.

Har man en ejerbolig, kan fradraget være betydeligt højere. Man kan nemlig leje ud skattefrit for minimum 24.000 kroner eller 1,33 procent af ejendomsvurderingen. Hvis ens hus for eksempel er vurderet til tre millioner kroner, kan man leje ud skattefrit for 39.900 kroner om året.

Nu foreslår regeringen at forhøje minimumsfradraget med 10.000 kroner, så for eksempel Airbnb-værter kan leje ud for minimum 34.000 kroner om året.

- Vi foreslår at forhøje bundfradraget for udlejning af boliger, værelser og sommerhuse. Det vil gøre det billigere – og dermed mere attraktivt – for flere danskere at deltage i deleøkonomien, lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen.

Samtidig vil regeringen forhøje sommerhusudlejeres årlige bundfradrag fra 21.000 til 26.000 kroner, men kun hvis indberetning af indtægten sker gennem et udlejningsbureau.

Kun ekstra fradrag hvis Airbnb samarbejder

Samme betingelse sætter regeringen til udlejning af private helårsboliger. Det forhøjede bundfradrag på 10.000 kroner får udlejerne kun, hvis indtægten indberettes direkte fra Airbnb til Skat.

- De deleøkonomiske tjenester skal selvfølgelig spille efter de samme regler, som gælder for resten af erhvervslivet, ligesom brugerne skal betale korrekt skat af de indtægter, de har.

- Men lige så sikkert er det, at administrativt bøvl og forældede skatteregler ikke skal være en stopklods for danskernes brug af de deleøkonomiske tjenester, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Vil lempe skat på deleøkonomi

Regeringen foreslår, at der fra 2018 afsættes 45 millioner kroner årligt til at finansiere det forhøjede fradrag til lejlighedsvise udlejere af helårsboliger.

Regeringen vil også give fradrag for andre deleøkonomiske aktiviteter end udlejning af boliger og biler. Den foreslår i sin 2025-plan, at der fra 2018 afsættes yderligere 100 millioner kroner årligt til skattelempelser for danskernes indtægter fra deleøkonomi.

Igen er fradragene betinget af, at der sker en automatisk indberetning til Skat fra den platform, som aktiviteterne styres fra.