Rektorer: Snydepelse skal straffes hårdere og gå hele året om

Danske Gymnasier griber til hårdere sanktioner overfor elever, der snyder til eksamen.

I stedet for studenterhuen kan gymnasieelever få et år ekstra på uddannelsen, hvis de har snydt til eksamen. (Foto: © Morten Dueholm, Scanpix)

Hårdere straffe og mere kontrol skal skræmme gymnasieelever fra at snyde til eksamen.

- Det er nødvendigt at stramme op overfor snyd, for der er nogle unge mennesker, der bruger nogle midler, de ikke har lov til og får nogle karakterer, de ikke har fortjent, siger Anne Birgitte Rasmussen, formand for Danske Gymnasier, til DR Nyheder.

12 rektorer siger til TV 2, at de oplever snyd under eksamen som et stigende problem, og 40 procent af 1.100 gymnasieelever svarer, at de er enige eller meget enige i, at det er nemt at snyde under eksamen.

Rektorerne peger på, at det kan være internetadgangen, der frister eleverne til at snyde.

Men Anne Birgitte ser ikke lukning af internettet som løsningen.

- Vi synes, det er rigtigt vigtigt, at de unge kan bruge nettet til deres eksamen. Så derfor skal vi ikke begynde at lukke for nettet, siger hun.

I stedet foreslår formanden at straffe snydepelse hårdere. Som det er nu, går eleven den eksamen om, som vedkommende har snydt til. Men står det til Danske Gymnasier, skal eleven skal gå hele året om i det år, hvor der er blevet snydt.

- Og så vil vi have større mulighed for at tjekke deres computere, så vi kan se, om de har snydt undervejs, siger Anne Birgitte Rasmussen.

- Klassekammeraterne er trætte af snyd

Den øgede kontrol vil også betyde, at gymnasierne vil tage stikprøver af computerne efter eksamenerne for at tjekke, om maskinen er blevet brudt til noget forbudt. Derudover vil de have muligheden for at inddrage computere undervejs i eksamen, hvis de har en begrundet mistanke om snyd.

- Vi skal huske på, at der er rigtigt mange unge, der er trætte af kammerater, der får karakterer, som de ikke har fortjent, og det er skadeligt for systemet. Og det synes jeg, vi skal få stoppet, lyder det fra Anne Birgitte Rasmussen.

- Tilliden svækkes

En rundspørge af TV 2 blandt mere end 1.100 elever på gymnasiale uddannelser viser, at 6,5 procent af eleverne har snydt ved en skriftlig eksamen.

Tallet får dog ikke formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Martin Thing, til at hilse opstramningen velkommen.

- Tiltag med overvågning og hårdere straffe kommer til at ødelægge den tillidskultur, som ellers præger vores uddannelsessystem, siger han til DR Nyheder.

Ifølge ham bliver den yderste konsekvens, at forholdet mellem lærere og elever baseres på mistillid, og de få brodne kar vil ødelægge den ellers gode gymnasiekultur for alle andre elever.

Kom og køb et 12-tal

Tidligere på ugen fortalte TV 2, at 20-årige Frederik Drews sælger gymnasieopgaver til 12-taller for 350 kroner, som kan betales over Mobilepay. Han har 67 opgaveskrivere, der hjælper studerende med at snyde.

Trods det skal snyd ikke straffes hårdere, mener Martin Thing. I stedet vil det være relevant at spørge eleverne i TV 2's undersøgelse, hvad det er, der får dem til at snyde og så lave tiltag ud fra det, siger han.

- Hvis det er fordi, folk ikke føler sig nok forberedt, så bør man lave nogle bedre eksamensforberedelseskurser, hvor man håndterer eksamensangst, og om hvordan man søger information uden at snyde, eksemplificerer han.