Sarah Hodges blev skudt gennem ryggen af kvindehader: Jeg vil være vred, indtil jeg dør

Der skal øget fokus på mænd, der hader kvinder, mener Sarah Hodges, der blev skudt af en incel.

Sarah Hoghes ligger på gulvet til yoga midt i en vejrtrækningsøvelse, da hun hører en bevægelse bag sig.

En mand med en sort sportstaske kommer ind i lokalet. Sarah Hodges undrer sig over, hvad han skal. Normalt kommer der ikke mænd i yoga-centeret.

Så åbner manden sin taske, tager høreværn på og finder et skydevåben frem.

- Hvad laver du? Hvad laver du, råber nogle af kvinderne omkring Sarah Hodges.

Så begynder manden at skyde omkring sig. To kvinder bliver dræbt og fem såret, inden manden skyder og dræber sig selv.

Sarah Hodges bliver ramt i ryggen.

Lunge fuld af blod

Det er nu godt et år siden, at Sarah Hodges blev kørt på hospitalet fra yogacenteret i Tallahassee i den amerikanske delstat Florida. Skuddet gennem ryggen brækkede et af hendes ribben, og ribbenet punkterede hendes ene lunge.

- Da jeg ankom til hospitalet, blev de nødt til at lægge et rør, så jeg kunne trække vejret og få blodet ud. Min lunge var fuld af blod, siger Sarah Hodges.

Sarah Hodges sammen med sin mand og sin datter. Under stroppen på hendes bluse ses den bandage, der dækker det sår, hvor projektilet kom ud, efter hun var blevet skudt i ryggen.

DR møder Sarah Hodges i hendes hjem i byen Fort Lauderdale i Florida. Her bor den 35-årige advokat med sin mand og sin to-årige datter. Bulen på maven afslører, at hun venter sit andet barn. Hendes krop er kommet sig, efter projektilet i yogacentret borede sig gennem hende.

- Det er stadig uvirkeligt for mig, at det skete. Men nu er det en utrolig del af min historie, siger hun.

Skudt af en incel

Der er en vrede i Sarah Hodges stemme, når hun fortæller om skyderiet. Vreden blev tændt, da hun dagen efter skyderiet læste en artikel, mens hun lå såret i hospitalssengen.

Artiklen handlede om Scott Beierle, den 40-årige mand, der havde skudt Sarah Hodges og dræbt 21-årige Maura Binkley og 61-årige Nancy Van Vessem i yogacenteret.

Maura Binkley og Nancy Van Vessem blev dræbt i yogacenteret af Scott Beierle. De blev henholdsvis 21 år og 61 år.

Der stod i artiklen, at Scott Beierle var en såkaldt incel, og at hans motiv til at dræbe var et had til kvinder. En tanke Sarah Hodges allerede havde tænkt.

- Jeg vidste det bare. Jeg var så vred, for jeg vidste, hvad det handlede om. Jeg er stadig vred. Jeg kommer til at være vred, indtil jeg dør, siger Sara Hodges i sit køkken i Fort Lauderdale.

I ufrivilligt cølibat

Incel er en sammentrækning af ordene "involuntary celibate", som på dansk betyder ufrivilligt cølibat.

Begrebet incel bliver brugt af en gruppe af drenge og mænd på nettet. De mener, at de ufrivilligt er jomfruer eller ufrivilligt får for lidt sex, fordi ingen kvinder vil have sex med dem.

40-årige Scott Beierle skød sig selv, efter han havde dræbt to kvinder og såret fem andre personer i yogacenteret i Tallehassee. Efter angrebet blev der ifølge The New York Times fundet noter på Scott Beierles hotelværelse, hvor der stod: ”Hvis jeg ikke kan finde en anstændig kvinde at leve sammen med, vil jeg finde mange uanstændige kvinder at dø sammen med.”

Incels mener, at de har krav på sex, og at de fortjener at have en kæreste eller kone, og de støtter hinanden i, at de har lov til at hævne sig på kvinder over, at de ikke får sex eller kærlighed.

Der findes ikke undersøgelser af, hvor mange incels der findes. Men eksperter peger på, at incels finder sammen med andre ligesindede i online fællesskaber, hvor nogen af dem fantaserer om at skade kvinder.

Nogle få af incels har som Scott Beierle ført deres fantasi ud i virkeligheden.

- Tanken om, at nogen har prøvet at slå mig ihjel, fordi de ikke har adgang til den slags kroppe, de gerne vil, gør mig rasende, siger Sarah Hodges.

Artiklen fortsætter under denne video, hvor du kan høre Maia Kalhke Lorentzen fortælle om Scott Beierle. Maiar Kalhke Lorentzen er rådgiver i firmaet Cybernauterne og har i 12 år fulgt med i kvindehadske mandefællesskabet på nettet.

Afpresning målrettet incels

DR har den seneste uge fortalt om unge kvinder og piger fra primært USA og England, der er blevet afpresset på nettet til at filme, at de mishandler og ydmyger sig selv.

Videoer og billeder af den grove afpresning er blevet solgt og delt på nettet, hvor det har spredt sig og fortsat bliver delt.

DRs research viser, at materialet især er populært i kvindehadske fora på hjemmesiden 4chan, som er et af de steder, hvor incels mødes i et online fællesskab.

På 4chan er videoer og billeder af afpresningen blevet delt mere end 1.000 gange.

Det hænger ifølge Christian Mogensen sammen med, at den ydmygende afpresning bevidst er målrettet incels. Han er konsulent ved Center for Digital Pædagogik og har set nogle af afpresningsvideoerne.

I videoerne fremgår det for eksempel, at de afpressede piger skal skrive ord og slang i videoerne, som bliver brugt i incel-miljøet.

Flere kvinder er blevet afpresset til at tage afstand fra feminisme ved at skrive antifeministiske budskaber på sig selv eller på et skilt, de skulle holde fremme, mens kvinderne optog det på video. Illustration: Clara Münnecke

Frem i lyset

Sarah Hodges har sagt nej til at være gæst i tv-shows på amerikansk tv, fordi showsene ifølge hende skulle handle for meget om tragedien i yogacenteret. Men hun har sagt ja til at tale med DR, fordi hun finder det vigtigt at sætte fokus på incel-bevægelsen.

- De her mænd skal ikke ignoreres. De udveksler aktivt tricks til hinanden om, hvordan de kan gøre kvinder fortræd, siger hun.

Synspunktet om, at incels ikke skal ignoreres, deler Sarah Hodges med Jeff Binkley. Han er far til Maura Binkley, den ene af de to kvinder, der døde i yogacenteret.

Jeff Binkley med sin datter Maura Binkley et halvt år inden, hun blev dræbt i yogacenteret i Tallahassee. Hun blev 21 år.

Kort efter Maura Binkleys død stiftede Jeff Binkley organisationen Maura's Voice. Organisationen har blandt andet til formål at øge fokus på vold mod kvinder og sponsorere undersøgelser af kvindehad.

I 2020 vil organisationen ifølge Jeff Binkley igangsætte en undersøgelse af incel-bevægelsen, der blandt ander skal undersøge, hvad der får incels til at få fra ord til handling, og hvordan incels rekrutterer nye medlemmer.

Arbejdet med Maura's Voice gør ikke tabet af hans datter mindre, men det fylder tomrummet efter hende med en smule mening, forklarer Jeff Binkley i telefonen fra Austin i USA.

- Maura ville gerne være diplomat, så vi føler, at vi gøre hendes arbejde. Hun havde et fokus på, at vi i samfundet har et ansvar for hinanden. Det vil vi gerne bakke op om, siger Jeff Binkley.

Sarah Hodges i sit køkken, da DR besøger hende i januar 2020.

For Sarah Hodges er håbet, at folk tager det alvorligt, hvis de ser drenge eller mænd, der viser tegn på kvindehad.

- Medmindre hele den brede befolkning kender til det her, vil de ikke se advarselslamperne. De vil bare tro, at den her her fyr er lidt mere mærkelig, men det er fint. Men nej, der er farligt.