Rettelse 27. april 2020: En gennemgang af beregningerne af Københavns Universitet har siden artiklens udgivelse vist, at der er mere dødt træ i skovene end først antaget.
Den 28. februar 2020 meddelte Københavns Universitet, at der er fundet en fejl i datahåndteringen, da man gennemgik beregningerne bag opgørelsen af dødt ved i de danske skove mellem 2016-2018. Denne fejl har betydet, at forskerne har undervurderet mængderne af dødt ved i de danske skove.
Forklaringen på fejlen skyldes, at kun det døde ved på skovbunden blev regnet med ved overførslen af data, mens størstedelen af de stående døde træer ikke kom med i beregningerne.
Mængden af dødt ved var i første omgang beregnet til at være faldet til 3,4 kubikmeter pr. hektar skov, hvilket Københavns Universitet offentliggjorde i rapporten ’Skovstatistik 2018’ i november 2019, og som nedenstående artikel er skrevet på baggrund af.
Men det viser sig, at mængden af dødt ved er 6,1 kubikmeter pr. hektar, hvilket Københavns Universitet offentliggør 28. februar 2020.
I stedet for et fald i mængderne af dødt ved som rapporteret for 2016-2018 har mængderne af dødt ved i skovene derfor fulgt samme svagt stigende tendens igennem de sidste 10 år, men er stadig på et forholdsvist lavt niveau
Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning har som konsekvens af den nye beregning udgivet en revideret udgave af Skovstatistik 2018.
****
Et af de mest sjældne dyr i Danmark fik torsdag lidt kunstigt åndedræt, så den forhåbentlig kan sprede sig ud over et skovområde ved Ringsted på Sjælland.
Det var ellers opfattelsen for få år siden, at den grønne og metalskinnende pragttorbist var udryddet herhjemme, men den blev fundet igen i 2014.
- Mange siger, at den ser tropisk ud, men den hører til i Danmark, siger naturvejleder Eddie Bach fra Zoologisk Have, der er med i projektet.
Han har brugt tre år på at opdrætte larver og forberede dagens udsætning.
Pragttorbisten er larve i tre år, inden den udvikler sig til bille. Mens den er larve, lever den i gamle træer, hvor der er hulheder, altså små rum med råddent træ omkring.
Men dødt træ bliver der mindre og mindre af i de danske skove, konkluderer en ny rapport fra Københavns Universitet.
Helt præcist er der sket en nedgang fra 5,4 kubikmeter dødt træ i 2014 til 3,4 kubikmeter per hektar i 2018.
Og op mod en tredjedel af alle dyrene i skovene er afhængige af dødt træ og lever i skovbunden.
Derfor er det nødvendigt med lidt starthjælp til pragttorbisten, hvis den skal have en chance i den danske natur.
I år er der kun registreret to af den slags biller i skovområdet i Haraldsted ved Ringsted, mens det året før var syv.
Herunder kan du høre Eddie Bach fortælle om den sjældne billes udfordringer:
For at give den bedre levevilkår skæres der i nogle af skovens træer for at skabe de særlige hulrum, hvor larverne kan trives.
- Vi hærger nogle træer med en motorsav. Det gør, at træerne udvikler rådkamre på 10-20 år. Og så kan praktorbisten flytte ind i dem, siger Eddie Bach.
Indtil da har Eddie Bach lavet nogle redekasser, som efterligner det miljø, som larverne lever i. De fyldes med dødt træ.
I dag har Eddie Bach genudsat over 500 larver i de særlige kasser. Planen er, at larverne omkring Sankt Hans næste år bliver til biller.
- Projektet kører de næste tre år, og ambitionen er, at skovens gæster også i fremtiden kan møde Ringsteds grønne juvel, siger Eddie Bach.