Skole og forældre: Fortæl, hvis du følger dit barn på GPS

Hvis du overvejer at følge dit barn via GPS, så er det vigtigste at tale med barnet om det, mener formand Mette With Hagensen.

GPS-overvågning kan ikke erstatte aftaler mellem børn og forældre, mener Mette With Hagensen, formand for foreningen Skole og Forældre. (Foto: © Andreas Sjølund Pedersen, DR Nyheder)

Det er fuldt forståeligt, at forældre kan have lyst til det.

Men før, man begynder at følge med i, hvor ens barn befinder sig henne ved hjælp af sønnen eller datterens mobiltelefon, så bør man tænke sig godt om.

Mette With Hagensen, der er formand for foreningen for forældre til børn i folkeskolen, Skole og Forældre, har nedenstående gode råd og overvejelser til, hvad man som forælder kan gøre sig af tanker, inden man begynder at følge sit barn på landkortet.

  1. 1

    Fortæl dit barn, hvis du følger med - Det er vigtigt, at vi taler med vores børn om, hvorfor vi gør det. Og fortæller, at det er fordi, vi er bekymrede.

  2. 2

    Det er svært at holde op igen - Når først man er gået i gang med det (at følge børnene på gps, red.), så vænner man sig til, at det er den måde, man gør det på. Og så kan det være svært at gå tilbage til de gamle aftaler.

  3. 3

    Hold fast i aftaler - Når børnene bliver ældre, så handler det om at give dem mere og mere frihed og have tillid til, at de aftaler vi laver, det er dem vi holder. Også uden at man kigger med.

  4. 4

    Pas på tilliden - Det er vigtigt, at man overvejer konsekvensen - altså om det gør noget ved den tillid, der er mellem dig og dit barn.

  5. 5

    Overvej den falske tryghed - Det du overvåger er jo telefonen, og hvis børnene beslutter sig for, at de ikke vil overvåges, så kan de jo lægge telefonen hos en kammerat, og så ved du slet ingenting.