Snart går lejeboligmarkedet amok: Her skal du passe på

Stavefejl og dårligt sprog i en boligannonce kan ifølge politiet være tegn på snyd.

Unge på jagt efter en bolig i studiebyen skal have is i maven og undgå at lade sig presse af udlejere, siger politiet. (Foto: © Anne Bæk, Scanpix)

I nat får masser af unge svar på, hvilken by der skal danne ramme om deres kommende studieliv.

Når spændingen er udløst, går jagten ind på tag over hovedet.

I landets fire største byer - København, Aarhus, Odense og Aalborg - mærker formidlere af ungdoms- og kollegieboliger, hvordan den nådeløse kamp på det pressede boligmarked blusser op frem mod studiestart.

Alle fire kommuner melder om en væsentlig øget aktivitet i august.

For eksempel i Aarhus hos Ungdomsbolig.dk, som er et samarbejde mellem byens boligforeninger, kollegier og kommunen.

- Der er virkelig pres på, efter folk har fået svar fra studierne, men vi oplever faktisk, at vi har kortere ventelister sammenlignet med de seneste år, fordi der har været et stort fokus på at få bygget flere boliger til unge, siger direktør Per Juulsen.

August er brandvarm på portalerne

For dem, der ikke er så heldige at få fingrene i en ungdoms- eller kollegiebolig, er lejeboligmarkedet det oplagte alternativ.

Og der er traditionelt godt gang i forretningen hos landets to største udbydere af lejeboliger, Lejebolig.dk og BoligPortal.dk, når kalenderen rammer august.

- Presset er stort, og hvis man venter med at søge til august, må man forvente at dele oplevelsen med rigtig mange andre. Vi oplever dog også, at der kommer flere boliger til leje i den her periode, men der er mange om buddet, fortæller Michael Eggert, direktør hos Lejebolig.dk.

Hos BoligPortal oplevede man sidste år en stigning på over 40 procent i starten af august efter studiesvaret. Dog oplyser de også, at antallet af boliger stiger i samme periode, og de melder om rekordmange annoncer i øjeblikket.

Sådan undgår du at blive snydt

Det vilde ridt for at få tag over hovedet, kan få nogle til at slække på den sunde fornuft, når de søger efter bolig på nettet.

Og det kan blive rigtig dyrt, hvis man havner i kløerne på en svindler, lyder det fra politiet.

- Har du først overført penge til en kriminel, der udgiver sig for at være udlejer, er der meget stor risiko for, at alt er tabt, siger Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Vedkommende opererer måske fra udlandet, hvor det kan være yderst vanskeligt at få sagen efterforsket, vedkommende anholdt og pengene igen.

Derfor kommer politiet med en række gode råd, så folk undgår at falde i de fælder, der er på lejeboligmarkedet.

- Brug din sunde fornuft og mavefornemmelse. Hav is i maven og lad dig ikke presse. Hvis et tilbud virker for godt til at være sandt, så er det det sikkert også, lyder det fra politiet.

Rådene fra politiet:

  • Stavefejl eller dårligt sprog i annoncen kan være tegn på snyd. Ring til personen eller firmaet bag og tjek.

  • Urealistisk billig pris. Det kan være tegn på snyd.

  • Hvis du søger bolig et sted, hvor det er gratis at indrykke annoncer, kan det trække useriøse udlejere til.

  • Tjek op på udlejeren - for eksempel i Krak. Sender personen sms'er fra et website, kan det være tegn på snyd. Du kan også tjekke, hvem der ejer boligen.

  • Mød din udlejer ansigt til ansigt og overfør aldrig penge, før du har en underskrevet lejekontrakt.

  • Betal aldrig, før du har set boligen - og betal ikke depositum i kontanter.

  • Vær på vagt, hvis udlejer vil have et depositum ind på en udenlandsk konto.