- Der kan ikke oprettes forbindelse til dette website.
Sådan lød teksten på skærmen, hvis du prøvede at klikke dig ind på tre af de restauranter, straks efter der blev uddelt Michelin-stjerner her til formiddag.
Det var hjemmesiderne, der tilhører Restaurant 108, Henne Kirkeby Kro og Restaurant Relæ, der var ude af drift.
Restaurant 108, der også går under navnet 'Nomas lillebror', fik sin første stjerne, mens Henne Kirkeby Kro gik fra én til to stjerner. Restaurant Relæs Michelin-status er uændret - de beholder deres ene stjerne, men alligevel kunne deres hjemmeside ikke holde til presset efter uddelingen.
De fire nye Michelin-restauranter i Danmark er Slotskøkkenet på Dragsholm Slot i Hørve, aarhusianske Domestic, Restaurant 108 i København og Ti Trin Ned i Fredericia. Ud af de fire nye spisesteder med en Michelin-stjerne er det kun Restaurant 108's hjemmeside, der er gået ned.
Ligeledes er det stadig muligt at kigge på den færøske Restaurant Koks' hjemmeside, der også modtog sin første Michelin-stjerne i år.
Opdatering: Klokken 11.53 virker hjemmesiderne hos Henne Kirkeby Kro og Relæ igen.