Støjberg kaldes i samråd om teltlejre

Radikale mener, der er bedre og andre muligheder, nu hvor flygtningeantallet er faldende.

Radikale og Røde Kors forstår ikke, hvorfor teltlejrene som den i Thisted stadig er åbne. (Foto: © Sara Gangsted, Scanpix)

Udlændinge – og integrationsminister Inger Støjberg (V) er åben for at øge overvågningen i teltlejren i Thisted for at komme utrygheden til livs, efter TV Midtvest har berettet om episoder med overfald og trusler mod personalet.

Hos Radikale siger udlændinge– og integrationsordfører Sofie Carsten Nielsen, at det er positivt, at ministeren er i dialog med de ansatte om forholdene, men hun så hellere, at lejrene helt lukkede.

Sofie Carsten Nielsen vil nu kalde Inger Støjberg i samråd.

- Regeringen får langt flere penge, fordi der kommer langt færre flygtninge. Der er tomme pladser i teltlejrene rundt omkring, og nogle af dem står næsten tomme. Vi hører fra operatørerne og Røde Kors, at der er masser af andre muligheder med pladser på faste centre med mere faste rammer, hvor man kan skabe bedre forhold, siger hun.

- Derfor vil jeg gerne vide, hvorfor vi fortsat skal have de teltlejre, når man kunne huse dem langt bedre i faste huse, lejre og centre, hvor de kan få en tilknytning til det omkringliggende samfund, der gør, at de kan følge sig trygge og se en fremtid og ikke bliver desperate.

Røde Kors: Luk teltlejrene

Hos Røde Kors så generalsekretær Anders Ladekarl ligeledes gerne, at teltlejrene blev lukket ned. Der er bedre forhold andre steder, lyder det.

- Regeringen sagde i sin tid, at det var på grund af kapacitetsproblemer, man lavede lejrene. Det argument har man ikke lavet om på. Der ER kapacitet nok uden for lejrene – så nedlæg dem da, siger han.

For et år siden regnede regeringen med 25.000 asylansøgere i 2016. Frem til august har tallet af asylsansøgere været 5.000.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Inger Støjberg, men hun har dog selv skrevet følgende kommentar på facebook her til aften: