Storstrømsforbindelsen lukket for trafik efter påsejling

Politiet har ikke noget bud på, hvornår broen kan åbne igen. Togtrafikken også påvirket.

Storstrømsforbindelsen mellem Sjælland og Falster er lukket, efter at et mindre fragtskib fredag eftermiddag påsejlede Masnedsundbroen, som fører hen til Storstrømsbroen.

Det er ikke selve Storstrømsbroen, der er blevet ramt, men Masnedsundbroen, der fører trafikken det sidste stykke vej fra Masnedø til Vordingborg.

- Det er et lille fragtskib, der af ukendte årsager er drevet på tværs ind i broen, fortæller vagtchef Anders Mikkelsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Ifølge vagtchefen er der sket skade på broen.

- Umiddelbart ser det dog ikke alvorligt ud, men vi skal lige have nogle eksperter ud at se på det, så vi er helt sikre på, at broen ikke er alvorligt skadet, siger han til Ritzau.

Det er uvist, hvornår broen kan åbne igen, men politiet oplyser kort efter klokken 17, at den vil være lukket i "minimum fire-fem timer". Eneste alternativ er Farø-broerne.

Bil- og togtrafik påvirket

Lukningen berører også togene mod Lolland-Falster og videre til Tyskland, da de bruger Storstrømsforbindelsen. I stedet er der indsat togbusser.

- Der vil køre et tog i timen til Vordingborg, og hver anden time vil der køre EuroCity-tog mod Tyskland fra Nykøbing, siger forretningschef i DSB, Leif Fabrin.

Han fortæller desuden, at man kan holde sig opdateret via rejseplanen.dk og dsb.dk.

Artiklen er præciceret kl. 17:30: Tidligere fremgik det, at Storstrømsbroen er lukket - dette er ikke helt korrekt, men Storstrømsforbindelsen er lukket.