- Der har vi vores grundvand stående op i det borerør, siger Martin Roar Nielsen.
Driftschefen for vand og varme i Kerteminde Forsyning peger ned i et rør, som fører langt ned i dybet til et vandmagasin under en ellers bar stubmark ved Munkebo på Fyn.
Ved siden af brøler en dieselgenerator. De seneste dage har den hevet vand op af jorden, som vandforsyningen har fået hastetestet for at se, om det er rent nok til at drikke.
Der er nemlig mere end nogensinde før brug for nye vandforsyninger til vandværkets 4000 kunder i Kerteminde-området.
For i sidste uge modtog Kerteminde Forsyning en vandanalyse, som viste, at et nedbrydningprodukt fra sprøjtemiddel, Desphenyl-Chloridazon, var fundet overalt i forsyningens eneste aktive vandreservoir.
- Der er Chloridazon i samtlige af vores otte boringer. I tre af dem er der så meget, at vi er nødt til at lukke dem, fortæller Michael Høj-Larsen, direktør i Kerteminde Forsyning.
På vej mod landsdækkende problem?
Samme nedslående testresultat har mindst 12 yderligere vandværker fået, siden Miljøstyrelsen for to uger siden besluttede, at Desphenyl-Chloridazon skulle være en obligatorisk del af vandværkernes vandprøver.
Dermed har mindst 16 vandværker på nuværende tidspunkt fundet stoffet over grænseværdien, viser en opgørelse, DR har lavet.
De mange overskridelser kommer på et tidspunkt, hvor vandbranchen anslår, at under 100 af landets 2.500 vandværker har nået at teste vandet.
- Jeg frygter, at det bliver et landsdækkende problem. Mit personlige bud er, at mindst 100 boringer vil blive taget ud af drift, siger Claus Vangsgård, seniorkonsulent i vandbranchens interesseorganisation, DANVA.
Ikke vand nok alle steder
I DANVA vurderer man, at mange andre vandværker i lighed med Kerteminde kan blive presset på vandresurserne, når flere fund af Desphenyl-Chloridazon dukker op i den kommende tid.
- Det er specielt de små vandforsyninger, som får problemer. De har typisk kun en enkelt kildeplads, så hvis den bliver forurenet, så er det meget svært på kort tid at få en ny ressource. De må som regel enten få vand fra et naboværk eller i værste fald gå i gang med at etablere noget rensning, siger Claus Vangsgård.
Lille ø i knibe
At man er sårbar som et lille vandværk, kan de blandt andet genkende på Omø, hvor vandværket netop har fundet Desphenyl-Chloridazon over grænseværdien i en ud af tre boringer.
- Vi er ualmindeligt dårligt stillet. Vi ligger på en ø, så vi har ikke umiddelbart forbindelse til andre vandforsyninger, siger bestyrelsesformand, Svend Erik Hansen.
Indtil videre har øens vandværk løst problemet ved at lave et andet blandingsforhold mellem de tre boringer og på den måde nå under grænseværdien. Men Svend Erik Hansen er ikke tryg ved situationen.
- Jeg er bange for, at om et par år eller tre, så finder vi et nyt stof. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det skal ende med. Det bliver en meget bekostelig affære, hvis vi skal have en ledning til Sjælland, siger han.
"Glemt" pesticid er overraskende udbredt
Det er kun to uger siden, at Miljøstyrelsen efter flere år med advarsler og flere nye fund gjorde det obligatorisk at teste vandet for Desphenyl-Chloridazon.
Derfor ved ingen endnu, hvor udbredt det er i de danske drikkevandsboringer. Men allerede nu tegner der sig et billede af et problem, der vokser dag for dag, efterhånden som de nye prøveresultater kommer ind.
Udviklingen kommer stærkt bag på vandværkernes interesseorganisation.
- Jeg havde ikke forestillet mig, at vi nogensinde skulle komme i en situation igen, hvor der lige pludselig kom et problem af den her størrelse. Det er et problem, der potentielt ikke er set større siden et andet nedbrydningsprodukt, som hedder BAM, forårsagede massive nedlæggelser af boringer og vandværker, siger Claus Vangsgård.
Dispensation til at sende forurenet vand ud
Et andet tegn på den overraskelse, Desphenyl-Choridazon har været for mange vandværker, kan også ses på et par af de steder, der har fået lov til i en periode at fortsætte med at pumpe vand ud til forbrugerne, selvom indholdet af Desphenyl-Chloridazon er lige over grænseværdien.
Det gælder blandt andet Fraugde- Over Holluf Vandværk på Fyn.
Her har man fået myndighedernes ord for, at det ikke er sundhedsskadeligt at drikke vand med de mængder pesticid, der er fundet. Derfor har vandværket fået lov til at holde hanerne åbne, indtil der er kommet svar på en række opfølgende vandprøver.
Nye boringer for millioner
I Kerteminde kom prøveresultaterne fra vandforsyningens nye prøveboring torsdag eftermiddag - og heldigvis ser den nye vandkilde ud til at være fri for det "glemte" pesticid, Desphenyl-Chloridazon.
Det betyder, at man kan fortsætte arbejdet med at finde nyt vand og forhåbentlig etablere tre nye boringer. Men det bliver ikke gratis for vandkunderne i Kerteminde og omegn.
- I øjeblikket har vi ikke overblik over, hvor meget det kommer til at koste for vores vandforsyninger - og dermed også for vores kunder. Men det er klart, vi snakker millionbeløb, siger Michael Høj-Larsen, direktør i Kerteminde Forsyning.
RETTELSE: Det fremgik tidligere af kortet i toppen af artiklen, at der var overskridelser på Højby Vandværk på Nordvestsjælland. Det var en fejl. Overskridelsen var sket på Højby Vandværk ved Odense.