Tage har boet i Gellerupparken siden 1971: Jeg er glad for at bo her

Tage Hansen og hans kone har i alle 48 år boet i den samme lejlighed.

Tage Hansen har sammen med sin kone, Else, boet i den samme lejlighed i Gellerupparken i 48 år. Han medvirker i programserien '180 dage i Ghettoen', som i øjeblikket kan ses på DR1.

Den første del af Gellerupparken i det vestlige Aarhus blev opført i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, og lige siden har Tage Hansen og hans kone, Else, været blandt beboerne.

- Vi er meget glade. Vi har boet her siden 1971, siger Tage Hansen som svar på spørgsmålet om, hvad han synes om at bo i Gellerupparken.

I alle 48 år er det den samme lejlighed, de har boet i, og lige fra start var det et trygt og dejligt sted for Tage Hansen og hans familie.

- Vi tog i byen, og børnene gik i skole, og døren var aldrig låst. De havde ingen nøgle, så der var altid åbent. Der skete aldrig noget, erindrer Tage Hansen, som man kan møde i programserien '180 dage i Ghettoen', der i øjeblikket kører på DR1.

Men selv om befolkningssammensætningen har ændret sig markant i løbet af de 48 år, som det nu ældre ægtepar har boet der, oplever de nu ikke den store forskel i deres dagligdag. Tværtimod.

Gellerupparken har ellers haft mange problemer, og i de senere år har området haft status som det, der fra officiel side kaldes en hård ghetto.

- Vi mærker intet. Vi har boet her i så mange år, og vi mærker ikke spor, lyder fra Tage Hansen, der har et fint forhold til de andre beboere:

- Vi snakker med dem og hilser. Det er fint, som det er.

Der er dog en enkelt ting, der ærgrer ham. Og det er, at mange af de beboere, der har udenlandske rødder, i det daglige ikke taler dansk.

- Jeg synes bare, de skulle snakke dansk, fastslår han.

Vilde bilister

I '180 dage i Ghettoen' er de unge forældre Silja og Johannes blandt de personer, man følger. De har som en del af et eksperiment sagt ja til at bo 180 i dage i Gellerupparken.

Johannes og Silja er begge 24 år, og de flyttede ind i Gellerupparken den 2. januar 2019. Blot to dage forinden havde Silja født en lille dreng.

Og Silja og Johannes lærer Tage og Else Hansen at kende, da de bor i samme opgang.

I '180 dage i Ghettoen' får Johannes en dag hjælp af Tage Hansen til at hænge nogle billeder op. På det tidspunkt er Johannes allerede træt af, at nogle af beboerne kører ret vildt i bil, og han vil derfor gerne høre Tage Hansens mening.

- Den generer ikke mig, kommer det blot fra den ældre overbo.

Johannes fortæller derpå om en episode, hvor en bilist pludselig gassede op, mens han gik sammen med sin kæreste og deres lille søn, Vilhelm, på fodgængerfeltet, hvilket de opfattede som en provokation.

Tage Hansen erkender, at den slags kan ske:

- Det er ikke noget nyt.

Men Tage Hansen har tydeligvis også en meget pragmatisk tilgang til den slags. For som han siger til Johannes:

- Man skal have øjne både i nakken og foran.

Flyttet tilbage igen

Johannes og Silja boede i centrum af Aarhus, inden de flyttede ind i Gellerupparken.

I programserien '180 dage i ghettoen' følger man Johannes og Silja og to andre par og en enlig pensionist, der bor i Gellerupparken i et halvt år gratis mod til gengæld at lave 30 timers frivilligt arbejde hver måned og deltage i tv-programmet.

Johannes og Silja havde muligheden for at blive boende i Gellerupparken, efter de havde deltaget i programserien. Men det ønskede det unge par ikke.

De er nu flyttet tilbage Aarhus midtby.

Tage og Else Hansen derimod, de bor stadig i den samme lejlighed i Gellerupparken, og om to år kan de - om alt går vel - fejre 50 års-jubilæum som beboere i det så ofte omdiskuterede byggeri.