Tre dage før nytårsaften sidste år kørte flyttebilen alle Tanja Sørensen og René Møller Christensens ting fra Horsens nord på til Aarhus-forstaden Brabrand.
Som en del af et eksperiment havde det unge par sagt ja til at bo 180 dage i en lejlighed i Gellerupparken, det store boligkvarter, der er på regeringens liste over såkaldt hårde ghettoer.
Ligesom to andre par og en enlig pensionist boede de et halvt år gratis mod til gengæld at lave 30 timers frivilligt arbejde i Gellerupparken hver måned og deltage i tv-programmet ’180 dage i ghettoen’, som DR sender i seks dele.
Programmet tager udgangspunkt i ønsket om at tiltrække flere ressourcestærke familier til ghetto-områderne og på den måde give dem et løft.
- Det var en superfed, men også turbulent oplevelse. Vi var trygge gennem hele forløbet, men det var meget anderledes end at bo der, hvor vi kom fra. Der ligger skrald over det hele, og der står indkøbsvogne i elevatoren – men det vænner man sig til, siger René.
Skraldet i opgangen var dog noget, der især gik Tanja på. Hun forsøgte med en venlig opsang på den fælles opslagstavle i opgangen.
Hun prøvede både med et opslag på dansk og et på arabisk, hvor hun opfordrede til, at man ikke smed en masse skrald i opgangen, men i stedet lavede en fælles indsats for at holde den ren.
Det danske opslag blev revet ned, det arabiske fik lov til at blive, men der var stadig lige meget skrald.
- Jeg var ret sur over det i starten, jeg synes, at det er en mærkelig mentalitet. Men jeg tror ikke på, at man kan opdrage på dem, kun de børn og unge mennesker, som vi snakkede med – de var megagode, siger Tanja.
Frivillig i Cirkus Tværs
Hun havde kontakt til børn og unge sammen med René.
Han var frivillig i Cirkus Tværs, hvor børn og unge fra området kommer og laver akrobatik og jonglerer.
- Det var jeg super glad for. Der er en god stemning, og børnene hygger sig. Det er en rigtig god hobby for dem i stedet for at hænge ud på gaden og måske komme i dårligt selskab. Og de opfordrer hinanden til at tale dansk, hvis der er nogle, der begynder at tale noget andet.
- Og så kan jeg godt se, at det er børn, som tager et større ansvar end de fleste danske børn i samme alder. De skal sørge for at hjælpe deres forældre med indkøb og med sproget.
Efter programmet er Tanja Sørensen og René Møller Christensen flyttet over i et rækkehus i et andet boligkvarter nærved, og René er fortsat som frivillig i cirkusset.
- I sommerferien og under ramadanen kom der ikke rigtig nogen børn i cirkus. Det er først nu, at de begynder at komme igen. Men vi har da aftalt, at vi skal se serien sammen i den biografsal, der er dernede, siger René.
Hjælpe med at lave ansøgning
Tanja fortæller, at børnene fra cirkusset er blevet meget begejstrede for René.
- Når de ser ham, kommer de over til ham og vil snakke, siger Tanja og fortsætter:
- Jeg er helt tryg ved, at de her børn er fremtiden. De er nogle kloge unge mennsker, meget mere reflekterede end de fleste jævnaldrende danske børn. De er vant til at være dem, der tager ansvaret i familien.
Efterfølgende har hun også kunnet hjælpe et af børnene, som de havde kontakt med.
- Nu var han blevet 14 år, og så ville han have et job og lave en ansøgning til McDonald’s. Der kunne vi hjælpe ham. Det er megafedt, at vi stadig har kontakt, og at de gerne vil bruge os.
Noget, der kom bag på parret, var, hvordan tingene nogle gange ikke behøvede den store forberedelse i Gellerupparken - og alligevel lykkedes.
- Det bedste, jeg oplevede, var, da jeg var med i en forestilling sammen med børnene. Der var ikke så meget planlægning, det var bare 'vil du være med til at optræde om to uger?' Og så øvede vi to-tre gange og fandt ud af, hvad der skulle ske, og jeg kom op på scenen sammen med Ali i et diaboloshow. Det var dem, der var de voksne og fik mig til at slappe af - og så lykkedes det, fortæller René.
Nemmere at komme i kontakt med børn og unge
I det hele taget har det været nemmere at komme i kontakt med børnene og de unge end de voksne i Gellerupparken, fortæller parret.
- Vi havde en forestilling om, at det var som en stor familie derude, og så viste det sig, at de var meget mere private. Man kunne bo i en opgang sammen uden at møde hinanden – faktisk var der en, der kom og sagde velkommen til os, da vi var ved at flytte ud.
- Og så er der mange, der blev afskrækkede, når vi kom med et kamerahold. Der var flere gange, hvor folk råbte efter os – de syntes ikke, at det var i orden, at man kommer udefra og laver optagelser af dem. I Horsens, hvor vi kom fra, vil folk gerne være med, når der er et kamera – her tog de store huer på eller løb væk, fortæller Tanja.
Har fået en lille have
Parret er efter det halve år flyttet fra 6. sal i Gellerupparken og til et rækkehus i et andet boligområde nærved.
- Her har vi fået vores egen lille have, og det betyder rigtigt meget. Før havde vi en kæmpe lejlighed på 105 kvadratmeter, men den var gammel og slidt med dårlig ventilation, så vi kunne lugte, når det blev røget vandpibe et sted i opgangen, og hvad folk skulle have at spise. Og elevatoren virkede kun hver femte gang, hvor man skulle bruge den. Nu er vi til gengæld tilbage i en toværelses.
- Det har alligevel været lidt af et eventyr, som vi altid kan se tilbage på som en god oplevelse. Da vi flyttede ind, syntes vi først, at det hele lignede lort – eller noget fra en gammel film fra udlandet. Men til sidst syntes vi, at det var blevet smukt. Man ændrer syn på tingene, når man finder ud af, hvad det indebærer at bo der. Vi var bare midt i det - det var vores hverdag, konstaterer Tanja.