Testkapaciteten skal bruges bedre: 'Lad jer teste i hvert fald en gang om ugen'

Med relativt høje smittetal og en voksende britisk virusvariant, var restriktionerne nødt til at blive forlænget, siger ekspert.

- Går man på arbejde, og omgås man mange mennesker, så lad jer teste i hvert fald en gang om ugen. sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) på gårsdagens pressemøde. (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

Flere danskere skal testes for coronavirus.

Sådan lød det igen fra regeringen på pressemødet i går, hvor de skærpede restriktioner også blev forlænget til 7. februar.

Her i begyndelsen af det nye år er der lavet mellem 50.000 og 100.000 PCR-test og 10.000 til 35.000 lyntest dagligt.

Der er dog kapacitet til langt mere, og det skal vi udnytte, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S). Især set i lyset af, at der gemmer sig den meget smitsomme britiske virusvariant B117 under overfladen.

Derfor opfordrer regeringen til at lade sig teste. Justitsministeriet skriver i en mail til DR:

- De nye anbefalinger om test skyldes den nuværende kritiske situation, hvor nye mere smitsomme virusvarianter spredes. For så vidt muligt at begrænse, at arbejdspladser, som fortsat er åbne, bliver afsæt for smittespredning, anbefales det, at ansatte – særligt ansatte der ikke kan undgå kontakt med mange mennesker – lader sig teste mindst en gang om ugen.

Ifølge Justitsministeriet er det valgfrit, om man tager lyntest eller PCR-test, men:

- PCR-testen er fortsat den mest sikre og den der giver mulighed for at konstatere, hvilken type coronavirus, man måtte være smittet med. Man bør derfor altid tage en PCR-test, hvis man har symptomer eller er nær kontakt til en smittet.

Artiklen fortsætter under video og grafik.

Meget højt niveau

Når man ser på antallet af personer, der dagligt registreres smittede med coronavirus, ser det ellers ud til at være stabilt faldende.

Udfordringen er dog, at det stabile niveau er alt for højt, mener Christian Wejse, der er epidemiolog ved Aarhus Universitet og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital.

- Vi har et antal smittede i uge 1, som er på niveau med det i uge 49, hvilket er et meget højt tal. Det var derfra det eksploderede og blev til 24.000 smittede bare i uge 51.

Han mener, at de tal i sig selv er nok grundlag for at forlænge de meget strenge restriktioner. Derudover er der den britiske virusvariant at tage højde for.

- Vi er nødt til at have et meget højt restriktionsniveau for at dæmme op for den. Det er også det, vi ser, når vi kigger til både England og Irland.

Til og med onsdag var der fundet 208 tilfælde af mutationen ved stikprøver. For 4 dage siden lød det tal på 134.

- Vi har set over flere uger, at antallet smittet med B117 fordobles hver uge. Den fordoblingshastighed gør, at hvis man fremskriver det, så overtager den fuldstændigt i februar måned, siger Christian Wejse.

Ny slags test

Hvis man fremover bliver testet positiv for coronavirus, så har myndighederne nu mulighed for at bruge den såkaldte delta-PCR. Den giver på højst et døgn svar på, om man er smittet med en af de coronamutationer, som de danske myndigheder holder særligt øje med.

Før har myndigheder og den smittede skullet vente i flere uger på svar, hvilket gav store udfordringer for smitteopsporingen.

Og det er ikke kun smitteopsporingen, der får glæde af den nye test, siger Christian Wejse.

- Fremover får vi testet alle positive prøver for de her varianter i stedet for stikprøver. Det giver bedre overblik over, hvordan det ser ud lige nu og ikke bare for 14 dage siden.

Her fortæller Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, hvorfor man har så stor fokus på B117.

Opdateret med svar fra Justitsministeriet.