Tilfældigt skudoffer er i kritisk tilstand

Søndag aften blev en uskyldig mand ramt af skud på Nørrebro i København, oplyser politiet.

Ambulancefolk hjælper 39-årig mand, der er ramt af skud i forbindelse med et skyderi på Nørrebro i København søndag aften d. 13. august 2017, hvor to mænd affyrede et ukendt antal skud fra en knallert. (Foto: © MATHIAS ØGENDAL, Scanpix)

Det var tilsyneladende en tilfældig, forbipasserende mand, der søndag aften ved 23-tiden blev ramt af skud i Heimdalsgade på Nørrebro i København. Manden, der er 39-år, blev kørt på sygehuset efter skyderiet, hvor der blev affyret mindst syv skud. Han er mandag fortsat i kritisk tilstand, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

To gerningsmænd kom ifølge Københavns Politi kørerende på en knallert, hvorfra passageren sprang af og affyrede skud mod manden.

Københavns Politi skriver i pressemeddelelsen:

- Forurettede er efter politiets vurdering en tilfældig uskyldig mand, som ikke er kendt med banderelationer. Forurettedes tilstand er fortsat kritisk.

Tredje tilfældige offer

Knallerten er senere fundet i nærheden, hvor den var sat i brand.

- Vi ser naturligvis med meget stor alvor på denne helt uacceptable situation, hvor maskerede kriminelle kører forbi helt uskyldige mennesker og skyder dem. Sagerne efterforskes og har første prioritet både i Københavns Politi og hos politiets teknikere, siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.

Manden er det tredje tilfældige offer på blot to dage. To mænd på henholdsvis 23 og 24 år opholdt sig på Den Røde Plads på Nørrebro i København, hvor de blev skudt, da en af to fuldt maskerede personer på en forbipasserende knallert afgav et antal skud fra meget kort afstand.