Tømrer Danny Sjøberg kan gå på 'Arne-pension': 'Det kommer til at gøre en kæmpe forskel'

Den nye pensionsaftale betyder, at den 50-årige tømrer kan forlade arbejdsmarkedet tre år tidligere.

Danny Sjøberg arbejder som tømrer og har været på arbejdsmarkedet, siden han var 16 år. (Foto: © Dr, DR)

Morgenens nyheder fremkaldte et stort smil på Danny Sjøbergs læber.

Her kunne han konstatere, at et politisk flertal i løbet af natten var kommet i mål med forhandlingerne om en ny pensionsaftale.

En aftale, som bryggeriarbejderen Arne har lagt navn til, men som den 50-årige tømrer Danny Sjøberg nu ser frem til at kunne nyde godt af, når det bliver hans tur.

- Jeg var en glad mand i morges, da det faldt på plads, for det er selvfølgelig en diskussion, jeg har fulgt de sidste tre-fire år, siger han fra sit hjem i Ballerup.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard præsenterede sammen med Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten aftalen om den nye pension efter lange forhandlinger i nat. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Danny Sjøberg trådte ind på arbejdsmarkedet som 16-årig, og siden har han klaret fysisk krævende opgaver som håndværker.

- Jeg har en krop som en 50-årig, der har arbejdet i 34 år. Jeg har kravlet på tage og lavet tungt arbejde, siger han.

Et arbejdsliv, der har medført adskillige skavanker, men dermed også en anciennitet der gør, at han som 61-årig runder sit 45. år på arbejdsmarkedet.

Det gør ham berettiget til at forlade arbejdsmarkedet tre år før folkepensionen, når han fylder 66.

- Det kommer til at gøre en kæmpe forskel. Når man er så nedslidt som 50-årig, så kan man næsten tænke sig til, hvor nedslidt man er som 66-årig, siger han.

Danny Sjøberg var en glad mand her til morgen, da TV Avisen kom forbi.

Glæder sig over udvidet seniorpension

Af samme grund er han heller ikke sikker på, at han kommer til at være erhvervsaktiv så længe. Han har derfor også bidt mærke i et andet resultat af nattens aftale på Christiansborg; at seniorpensionen bliver udvidet.

I dag kan man få den, hvis man har mindre end seks år til folkepensionsalderen og en arbejdsevne på 15 timer om ugen, men den bliver lempet, så grænsen fra 2024 bliver på 18 timer.

- Det vil jo betyde, at der er gjort noget for folk, der rent faktisk er nedslidte og ikke bare kan gå på tidlig pension, siger han.

Ifølge beregningerne bag pensionsaftalen forventes det, at 41.000 helårspersoner i 2022 får ret til tidlig pension. Det skønnes, at 24.000 vil benytte sig af den nye rettighed.

Her er hovedpunkterne i pensionsaftalen

  • Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, får man ret til at trække sig tilbage tre år før folkepensionen, mens 42 og 43 år giver ret til, at man kan gå fra et eller to år før folkepensionen.

  • Med aftalen prioriterer aftalepartierne at afsætte cirka 3,5 milliarder kroner årligt til en ret til tidlig pension.

  • Ud over beskæftigelse, hvad enten der er tale om lønmodtagere eller selvstændige, tæller også perioder med blandt andet dagpenge, sygedagpenge, deltidsarbejde, barselsorlov og obligatorisk praktikperioder med enten elevløn eller SU også med.

  • På den måde bliver man ikke afskåret fra tidlig pension, hvis man eksempelvis har arbejdet deltid i mange år, været arbejdsløs ad flere omgange eller har været i praktik under uddannelse.