Toke og Frederik var hjælpere for PET i et år: Solgte dronedele til terrormistænkt

PET fulgte med, da en 30-årig mand fra et formodet netværk købte droneudstyr.

Toke Suhr og Frederik Skøt ejer en dronebutik i København. Gennemt et år solgt de dronedele til en mand, som PET mistænkte for terror.

En 30-årig dansk mand har i 14 måneder siddet varetægtsfængslet i en terrorsag, hvor alle detaljer indtil nu har været hemmeligholdt. 

Manden er sigtet for at ville sende dronedele fra Danmark til terrororganisationen Islamisk Stat.

Nu kan DR afsløre, at to ejere af et dronefirma i København gennem et år hjalp til i efterforskningen mod den 30-årige mand og andre i et formodet terrornetværk. 

Se indslaget fra 21 Søndag her.

- Det er surrealistisk. Det vil det nok altid være, fordi vi har lavet et arbejde, som ikke måtte blive opdaget. Vi er selvfølgelig glade for, at vi har gjort noget, der har hjulpet politiet, siger Toke Suhr.

Han er medejer af dronebutikken droner.dk.

I 2016 blev Toke Suhr sammen med sin forretningspartner, Frederik Skøt, hemmeligt inddraget i sagen.

- PET fortalte os, at de havde en mistanke om, at den 30-årige ville komme ned i vores butik og købe droner af os. Og hvis han gjorde det, så vil de gerne indgå et samarbejde, sådan at vi kunne hjælpe dem og undgå, at dronerne blev misbrugt, lyder det fra Toke Suhr.  

 Mistænkt ville købe store dronedele

Toke Suhr og Frederik Skøt fik til opgave at handle med den 30-årige mand, der nu er sigtet for medvirken til forsøg på terror. Dermed kunne PET følge præcist med i, hvad manden købte, og hvordan han ville betale.

- PET holdt samtaler med os på forhånd og fortalte, at han ville være interesseret i "de store maskiner,” fortæller Toke Suhr.

- Da han kom ned i butikken første gang, var jeg nervøs. Jeg vidste jo, at det måske var en formodet terrorist, og det skulle han jo ikke have færten af.

Undervejs videregav dronesælgerne blandt andet videoovervågning af den terrormistænktes besøg i butikken, fakturaer af hans køb og mailkorrespondancer mellem dronesælgerne og manden.

Ved et af købene købte den 30-årige mand droneudstyr for et større beløb.

-    Han kom med pengene i en mavetaske, og det var en stak på 120.000 kroner. Normalt har vi ikke noget at gøre med så mange kontanter på en gang, fortæller Frederik Skøt.

Det er ikke ulovligt at købe de dronedele, som den 30-årige mand ifølge politiet har købt. Men politiet mener, at delene blev købt med henblik på at give dem videre til Islamisk Stat, der skulle bruge dem til terror.

Ifølge DR’s oplysninger satte efterretningstjenesten sporingsudstyr i nogle af de dronedele, som den terrormistænkte købte. Det er uvist præcis, hvor politiet har sporet dronedelene til.

Politiet mener, at den 30-årige samarbejdede med en 33-årig dansk-tyrker, der er bosat i Tyrkiet og tidligere dømt i en europæisk terrorsag. Han stod ifølge sigtelsen for at få dronedelene ind til Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Den 33-årige er stadig på fri fod og internationalt efterlyst.

Flere på fri fod

Den 30-årige mand, der blev fængslet i september 2017, var sammen med den 33-årige dansk-tyrker de første i et formodet terrornetværk, som politiet har sigtet for medvirken til forsøg på terror.

 I september i år blev yderligere tre personer fængslet og sigtet i sagen. Politiet mistænker også dem for at købe og ville transportere droneudstyr til Islamisk Stat.  Alle nægter sig skyldige.

Samtidig mener politiet, at der er yderligere uidentificerede medgerningsmænd fra det formodede terrornetværk på fri fod.

Blandt de sigtede er 31-årige Basil Hassan, der er efterlyst for attentatforsøget på forfatter og islamkritiker Lars Hedegaard i 2013.  

Basil Hassan mistænkes for at have spillet en hovedrolle i netværket og for selv at have købt droner til Islamisk Stat i 2012 og 2013. 

I 2016 kom Basil Hassan på USA’s terrorliste, og han ifølge den tidligere amerikanske terrorchef Jason Blazakis en af de farligste på terrorlisten.

- Han havde opbakning fra ledelsen i IS til at udvikle droneteknologien, siger Jason Blazakis.  

Basil Hassan har været meldt dræbt flere gange, men det er aldrig fra officiel side bekræftet. Dansk politi arbejder dog ud fra, at han stadig kan være i live.

PET har ikke ønsket at kommentere sagen.

Den 30-åriges forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen kan ikke kommentere dronesælgernes fortælling, da sagen kører for lukkede døre. Han henviser til, at hans klient nægter sig skyldig.

Heller ikke Københavns Politi har ønsket at kommentere sagen.