Trumps ambassadør i Danmark står fast: Som allierede skal vi kunne diskutere alt

Intet emne bør være taget af bordet på forhånd, siger USA's ambassadør i Danmark.

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, mener, at alt bør være til diskussion, og præsident Trump blot tænker store tanker, når han er interesseret i at købe Grønland.

Det kan godt være, at Donald Trump stiller store og nogle gange ubehagelige spørgsmål, men de er vigtige.

Sådan lyder det fra USA's ambassadør i Danmark, Carla Sands, efter den amerikanske præsident har aflyst sit statsbesøg i Danmark.

Aflysningen er en direkte konsekvens af, at statsminister Mette Frederiksen (S) har afvist at sælge Grønland.

Carla Sands står fast på, at alt i princippet bør være til diskussion - også om USA har mulighed for at købe Grønland.

- Som allierede skal vi kunne diskutere alt. Og præsidenten synes, at det arktiske spørgsmål er interessant, og vi skal være i stand til at tale om sikkerhed, udvikling og miljø i Arktis.

- Vores mål og håb er, at vi er i stand til åbent at kunne diskutere store og små emner, uden at noget er taget af bordet på forhånd eller overskrider en grænse, siger Carla Sands med tydelig henvisning til, at Mette Frederiksen forleden affejede Donald Trumps tanker om et køb af Grønland.

Se interviewet med Carla Sands herunder:

Ser frem til ny mulighed for besøg

Den amerikanske ambassadør understreger dog, at Donald Trump stadig regner med at lægge vejen forbi Danmark en dag, og at forholdet mellem USA og Danmark er godt.

- Vi er meget stolte over at være allierede og partnere med Danmark, siger Carla Sands.

Hvad er din reaktion på, at mange danske politikere har kritiseret aflysningen, og nogen lige frem mener, at det er en fornærmelse?

- Vi er gode allierede og partnere. Vi vil gerne være i stand til at kunne diskutere alle emner, de nemme og de svære på samme tid. Så vi ser frem til, at besøget kommer i stand på et andet tidspunkt, og vi vil gerne holde dialogen åben og fortsætte vores gode samarbejde, siger Carla Sands.

Statsminister Mette Frederiksen erklærede sig tidligere i dag "overrasket" og "ærgerlig" over aflysningen af statsbesøget.

Hun understreger dog, at det ikke ændrer på det faktum, at alliancen mellem USA og Danmark ifølge hende er og bliver stærk.

- Vi har mange fælles interesser, vi skulle have diskuteret, og i Rigsfællesskabet havde vi set frem til at drøfte både muligheder og udfordringer i Arktis.

- Invitationen til et stærkere strategisk samarbejde med amerikanerne er stadig åben, siger statsministeren.