Trumps Twitter-suspendering splitter danske politikere: 'Det er helt gak gak'

Twitter gør sig skyldig i samme tankegang som Trump selv, lyder det.

Donald Trump er blevet fjernet fra Twitter permanent. Platformen var ellers en af den afgående præsidents mest hyppigt brugte. REUTERS/Carlos Barria/File Photo (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Er sociale medier endelig blevet deres ansvar bevidst, eller har Twitter med sin suspendering af Trump givet de demokratiske værdier et hårdere stød end de personer, der tiltvang sig adgang til Kongressen?

Det spørgsmål splitter danske medieordførere, efter Donald Trump i nat dansk tid fik sin Twitter-konto slettet permanent.

- Efter en gennemgang af kontoen og omstændighederne omkring den har vi permanent suspenderet denne konto på grund af frygt for yderligere tilskyndelse til vold, lød det fra det social medie.

Socialdemokratiet: USA har brug for fredelig overdragelse

(Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Hos Socialdemokratiet møder suspenderingen opbakning fra medieordfører Kasper Sand Kjær, der dog samtidig understreger, at private aktørers favntag med ytringsfriheden repræsentere et stort dilemma.

- I den konkrete situation er det okay, at man tager denne her kanal fra Donald Trump. Som USA er lige nu, er der virkelig brug for en fredelig magtoverdragelse. Det er jo kernen i et demokrati, siger han.

Så er force majeure stor nok, må man gå på kompromis med ytringsfriheden?

- Twitter er en privatejet virksomhed, og jeg kan godt forstå, at de ikke vil lægge platform til en trussel mod demokratiet.

Er det ikke en større trussel mod demokratiet at blokere en præsident?

- Ikke i den konkrete situation.

Kan du forestille dig en situation, hvor det var okay, hvis Twitter fjernede kritikere af socialdemokratisk politik, hvis bare grunden var god nok?

- Nej, det ville jeg ikke mene. Der er kæmpe forskel på at udfordre dem, der sidder på magten, og så være dem, der sidder på magten, siger Kasper Sand Kjær, der mener, at suspenderingen af Donald Trump endnu en gang kalder på en diskussion af, hvordan vi regulerer sociale medier som Twitter.

- Det er oplagt, at vi stiller et samlet, europæisk krav om, at vi skal vide, hvordan algoritmerne virker, og at vi samtidigt kan regulere dem, så der kommer styr på, hvad der dominerer sociale medier.

Radikale Venstre: Det helt gak gak

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Samme forståelse mødes beslutningen ikke med hos Radikale Venstre, hvor medie- og grundlovsordfører Jens Rohde ikke tøver med at kalde beslutningen for en kompromitering af ytringsfriheden.

- Det er helt galt. Helt gak gak, det her. De kan slette konkrete ytringer, men aldrig tillade sig at fjerne en person helt. Twitter gør sig skyldig i nøjagtig den samme filosofi som den, man ønsker at lukke ned for. Det er vold mod demokratiet.

Andre vil jo sige, at Twitter lige præcis løfter deres ansvar ved det her?

- Det er vist lidt sent, at de kommer i tanke om det. Det her viser bare, hvor kæmpestort et problem det er, når du udliciterer din ytringsfrihed til privatkapitalismen.

Men har Twitter ikke et ansvar for at stoppe vold og optøjer, hvis vi antager, at der er en sammenhæng med Donald Trumps Twitter-adfærd og optøjerne?

- Jeg køber ikke denne der præmis. Twitter kan slette opslag, der bryder loven, men må aldrig fjerne en profil. Frihed gælder for Loke som for Thor.

Dansk Folkeparti: Vil få modsatte effekt

(Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Også hos Dansk Folkeparti ryster man på hovedet over, at Donald Trump ikke længere kan tweete til sine næsten 90 millioner følgere.

- Twitter agerer censur-politi og går langt over stregen med denne suspendering. De tweets, som Twitter selv henviser til, er grunden til, at man har slettet kontoen, dem er der jo ingen opfordring til lovbrud i, siger medieordfører Dennis Flydtkjær.

Men går Twitter ikke ind og potentielt beskytter menneskeliv ved at gøre det her?

- Frem for at forebygge vold, tror jeg, at det her kommer til at eskalere den. Jeg frygter, at folk virkelig kommer til at starte optøjer, fordi deres stemme i højere grad er blevet taget fra dem.

- Der er ikke noget at hente ved at lukke ned for mennesker, der har holdninger, man ikke er enige med. Det synes jeg, at historien har vist.

Socialistisk Folkeparti: Helt forståeligt

(Foto: © LISELOTTE SABROE, Scanpix)

Dennis Flydtkjærs præmis køber man ikke hos SF. Her mener medieordfører Rasmus Nordqvist, at suspenderingen af Donald Trumps profil er med til at beskytte demokratiet.

- Jeg synes, at det er helt forståeligt og godt. Jeg forstår godt den frygt, som hændelserne ved Kongressen har skabt.

Men er der ikke et stort demokratisk problem i det?

- Der er et kæmpe problem i det, men der skete et angreb på demokratiske institutioner, det må der reageres på.

Men vel ikke en angreb Trump direkte opfordrede til?

- Måske ikke direkte, men han lagde godt nok i ovnen til det.

Der er måske mange, der vil sige, at en privat aktørs indgreb i ytringsfriheden er et større angreb på demokratiske institutioner?

- Der er en masse andre kanaler, han kan kommunikere på. At sige, at det er et større angreb, end et angreb på folkevalgte politikere og en grundlæggende demokratisk proces, holder simpelthen ikke.

Enhedslisten: De blokerer en mand, der er slukket

(Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Medieordfører hos Enhedslisten Søren Søndergaard er ikke i tvivl om, hvor partiet står i forhold til diskussionen.

- Vi har jo helt grundlæggende den holdning, at det her er noget som domstolene skal tage stilling til. Det er ikke noget, Twitter skal tage stilling til.

Han mener dog, at suspenderingen ganske tydeligt illustrerer, at Twitter ikke længere kan sætte sig mellem to stole i forhold til deres ansvar.

- Du kan ikke fremstille dig selv som offentlighedens tro tjenere og så pludselig begynde at redigere i enkelte personers adfærd på platformen.

- De har hidtil fastholdt, at de ikke har noget ansvar, men nu har de det pludseligt? Hvorfor har de så ikke gjort det for længst? Trumps adfærd på platformen har jo allerede haft store konsekvenser. Det virker jo mere som om, at de tager hensyn til deres forretningsmodel. De blokerer en mand, der er slukket.

Liberal Alliance: Trump har stadig sin fulde ytringsfrihed

(Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Liberal Alliances Ole Birk Olesen understreger, at Twitter er en privat kommunikationsplatform, hvor ejerne alene sætter betingelserne for at være med. Han ser dog positivt på beslutningen om at lukke den afgående præsidents profil.

- Jeg synes, det er fint, at Twitters ejere ikke vil stille deres platform til rådighed for en afgående præsidents forsøg på at opildne sine fans til at sabotere et lovligt afholdt demokratisk valg.

Han mener ikke, at der er tale om et angreb på præsidentens ytringsfrihed.

- Trump kan jo bare bruge sin hjemmeside og skrive derfra i stedet. Han har stadig sin fulde ytringsfrihed, også selvom Twitters ejere ikke vil lade ham bruge deres platform.

Bør vi regulere private aktører som Twitter, når de har så meget at skulle have sagt i forhold til ytringsfriheden?

- Jeg mener bestemt ikke, at statsmagten skal bestemme, hvem der må komme til orde på hvilke private medier. Er man utilfreds med sin adgang til bestemte private medier, så må man forsøge sig hos nogen andre.

Det Konservative Folkeparti: Ikke uproblematisk

(Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Medieordfører fra Det Konservative Folkeparti, Birgitte Bergman, skriver følgende til DR:

- Twitter er en privat virksomhed, der selv må bestemme, hvad der tillades på platformen - Men det er ikke uproblematisk, at man afskærer en præsident fra sin ytringsfrihed.

Nye Borgerlige har ikke ønsket at stille op til artiklen. Venstre er ikke vendt tilbage på DR's henvendelse.