To ud af tre voksne tjekker ikke deres pension

Tal fra Forsikring og Pension viser, at det kun var omkring 30 procent af voksne danskere, der tjekkede deres pension i 2018.

- Vi kan ikke være sikre på, at det offentlige har et sikkerhedsnet til os, når vi bliver pensionister, siger pensionsrådgiver Majbritt Skøtt. Derfor opfordrer hun flere af os til at få tjekket vores pensioner. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Hvor meget får du i pension, og hvad sker der med den, hvis du bliver syg?

Det er ikke alle danskere, der har helt styr på det.

I hvert fald viser tal fra Forsikring og Pension, at kun én ud af tre voksne i Danmark tjekkede sin pension i 2018.

Men tallet i sig selv er ikke noget, der bekymrer Michael Rasch, der er afdelingsleder hos Forsikring og Pension.

- Det er knap 1,4 millioner, der har logget ind, og det er faktisk et ret flot tal, synes jeg. Pensionen ændrer sig ikke særlig meget år for år, og derfor behøver man ikke logge ind hele tiden, siger han.

Flere kunne godt tjekke

Men selvom han overordnet er tilfreds med tallene, så er der dog stadig lidt bekymring at spore hos afdelingslederen.

- De, der så logger ind, er højst sandsynlig også dem, der allerede har styr på pensionen, hvor dem, der ikke har styr på den, nok sjældent eller aldrig logger ind, vurderer han.

Ifølge tallene fra Forsikring og Pension er det mændene, der er bedst til at få tjekket op på deres pension. Og det er ikke overraskende, fortæller Michael Rasch.

- Sådan har det faktisk altid været. Forskellen er dog mindre i dag end for ti år siden, fortæller han.

Vigtigt at have styr på pensionen

Har du ikke styr på, hvor mange penge du har mellem hænderne, når du går på pension, så er det en god idé at få det, fortæller Michael Rasch.

- Mange vil jo gerne have en god og tryg alderdom med økonomisk råderum. Og hvis du ikke har sparet noget op, så har du kun din folkepension. Og det kan betyde, at du ikke kan blive boende i den bolig, du har, at du ikke kan komme ud at rejse eller give de gaver til børnebørnene, som du godt kunne tænke dig, siger han.

Majbritt Skøtt, der er pensionsansvarlig for Fynske Bank, mener også, det er en god idé at sikre sig, da man ikke kan vide, hvad fremtiden bringer.

- Vi kan ikke være sikre på, at det offentlige har et sikkerhedsnet til os, når vi bliver pensionister. Og vi kan heller ikke være sikre på, at det sikkerhedsnet, vi har i dag, ligner det, der vil være der, når vi går på pension, siger hun.

For selvom du måske tror, du har styr på det, så kan der komme mange ting i vejen, fortæller Majbritt Skøtt.

- En ting er at spare op og se på, hvad man forventeligt har som pensionist. Men hvis du nu bliver syg inden, hvad gør man så, og hvordan ser ens situation så ud. Det er godt at have styr på, siger hun.

Hvis du selv vil ind og tjekke din pension, så kan du gøre det på hjemmesiden: pensionsinfo.dk