Ulovligt fyrværkeri sælges helt åbenlyst på Facebook

Branchen vurderer, at der bliver handlet med ulovligt fyrværkeri for mere end 20 millioner kroner om året.

I lukkede grupper på Facebook bliver der både solgt kanonslag, der er produceret illegalt i Danmark. Det er dog også muligt at købe ulovligt fyrværkeri, der er smuglet ind i landet fra blandt andet Polen og Tjekkiet.

Det er ulovligt, meget farligt og så har det flere gange kostet menneskeliv.

Men alligevel er det meget let at få fingrene i hjemmelavet eller indsmuglet fyrværkeri på internettet.

DR Nyheder har fået adgang til flere grupper på Facebook, hvor der helt åbenlyst bliver handlet med alt fra hjemmelavede kanonslag til store batterier, der kun må affyres af professionelle.

- Kvalitetsfyrværkeri af højeste klasse. Rigtig gode batterier, loadet med krudt. Professionelt fyrværkeri, som ikke kan købes i nogle butikker, lyder det blandt andet i en af de lukkede Facebook-grupper, hvor DR Nyheder har fået adgang.

Og der er ikke nogen tvivl om, at det ulovlige fyrværkerimarked er i vækst, mener Fyrværkeribrancheforeningen. Her vurderer man, at der bliver omsat for mellem 20 og 25 millioner kroner ulovligt fyrværkeri om året i Danmark.

- Du kan få det alle steder på internettet - både i internetbutikker og på sociale medier. Hvis du har et kreditkort, så kræver det tre klik, og så har du bomber leveret på din adresse i løbet af en uge, siger foreningens direktør, Karsten Nielsen, der på det kraftigste opfordrer alle til at holde sig langt væk fra det ulovlige fyrværkeri.

- Hvis et kanonslag for eksempel fejlfunktionerer, og du holder det i hånden, så mister du den. Det er virkelig kraftige sager. Der er rigtig mange drømme, der går i stykker hos unge mennesker, hvis de mister to fingre eller en hel hånd, siger branchedirektøren.

Sælger har ingen moralske kvaler

På en af de lukkede Facebook-grupper er der for eksempel en sælger, som reklamerer med, at han skal hente en stor sending fyrværkeri i Tyskland 1. juledag. Han har ligeledes taget et billede, hvor man kan se en pakke med kanonslag.

(Foto: Screendump fra Facebook)

Da DR Nyheder får fat i sælgeren over en telefonforbindelse, benægter han først, at han handler med ulovligt fyrværkeri. Efter kort tid indrømmer han dog, at han blandt andet videresælger kanonslag.

Hvorfor sælger du ulovligt fyrværkeri?

- Fordi folk skal have et godt nytår. Du kan skaffe det alle steder. Det er lige som stoffer. Selvom der er så meget snak om det, er det det nemmeste at skaffe, siger sælgeren, som er anonym, men DR Nyheder kender hans identitet.

Hvad tænker du om, at folk kan komme til skade af det fyrværkeri, du sælger?

- Det kan de af alting. Hvis du skyder en raket forkert af, så står du med det samme problem.

Så du har ikke de store moralske kvaler, når du sælger kanonslag?

- Overhovedet ikke. Hvis man behandler det med måde, så er det ligesom alt andet, siger han.

Sælgeren ønsker hverken at sige, hvor meget han tjener på sine salg, eller i hvor mange år han har taget turen sydpå for at skaffe ulovligt fyrværkeri.

Han forsikrer dog for, at han absolut ikke har nogen problemer med at få det afsat.

- Der er mange, der vil købe fyrværkeri. Især ulovligt fyrværkeri, siger sælgeren.

De fem fyrværkeriråd

  • Brug altid beskyttelsesbriller

  • Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri

  • Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden

  • Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet

  • Gå aldrig tilbage til en fuser.

  • Læs mere på Sikkerhedstyrelsens hjemmeside

Rigspolitiet: Organiseret kriminalitet bag

Hos det Nationale Efterforsknings Center (NEC) under Rigspolitiet kan man ikke sætte tal på, hvor stort et marked der er i Danmark.

Vicepolitiinspektør Lars Mortensen medgiver dog, at ulovligt fyrværkeri er en problematik, der fylder mere og mere. Man ser ofte, at det bliver købt i enten Polen eller Tjekkiet og efterfølgende smuglet ind i Danmark.

Herefter bliver det for eksempel videresolgt på sociale medier. Og derfor bruger Rigspolitiet aktivt blandt andet Facebook i sin efterforskning.

- Jeg vil ikke komme ind på det konkrete omfang, men vi følger de her Facebook-grupper og er også inde i mange af de lukkede. Vi følger området tæt og har også konkret efterforskning, siger vicepolitiinspektøren.

Senest har Københavns Vestegns Politi torsdag aften beslaglagt 1.100 kraftige kanonslag, 65 nødblus og tre røgbomber hos en 28-årig mand i Albertslund.

Det var netop en forudgående efterforskning på de sociale medier, der havde sat manden i forbindelse med salg af ulovligt fyrværkeri.

En bred palet af sælgere

Når man ser på de forskellige Facebook-grupper, ligner det oftest, at det er private, der sælger ulovligt fyrværkeri for at tjene en ekstra skilling.

Hos Rigspolitiet bekræfter man, at sælgerne ofte er unge mænd, men også børn under 18 år.

Under overfladen er der dog også organiserede kriminelle bag. Og det kommer til udtryk, når politiet beslaglægger store mængder, fortæller vicepolitiinspektør Lars Mortensen.

- Når der bliver handlet med de helt store mængder, kræver det et netværk, når man skal have det ind i landet og afsat. Vi har eksempler på, hvor det har kobling direkte til de kriminelle miljøer i Danmark for eksempel i rockermiljøet, siger han.

Er der fokus nok på området med salg af ulovlig fyrværkeri?

- Man kan altid have mere fokus, hvis vi havde uanede ressourcer. Jeg synes, at vi har et godt fokus og et godt samarbejde med andre myndigheder – særligt, når det eskalerer hen mod nytår.

Lars Mortensen pointerer, at det er vigtigt, at borgere kontakter politiet, hvis de får kendskab til ulovligt fyrværkeri. Og her er det også muligt at komme med en anonym anmeldelse, oplyser vicepolitiinspektøren.

Hvis du handler med ulovligt fyrværkeri, kan du straffes med alt fra bøde til fængsel.