Det er højsæson for julefrokoster og julehygge, og her spiller alkoholen også en central rolle i de hyggelige sammenkomster i december. Men man skal tænke sig rigtig godt om, hvis man kører hjem.
I en undersøgelse blandt 4400 dømte spritbilister, gennemført af regionernes Alkohol, Narko og Trafikkurser i 2014, siger hele 45 procent, at de ikke var klar over, at de kørte spritkørsel, da de blev stoppet af politiet.
- Mange tænker ikke over deres promille, hvis de har siddet og hygget sig og fået lidt øl eller vin. De taler mere om, hvor god vinen er end hvor høj deres promille måske er. Det kan være svært at mærke, om man har en promille på 0,5 eller 0,7. Det giver problemer, hvis folk så sætter sig bag rattet, siger Inger Lis Rasmussen, ANT-koordinator i Region Midtjylland.
I december gennemfører politiet landsdækkende spritkontrol på vejene. Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden gennemfører sideløbende en kampagne mod spritkørsel med titlen ”Klar til et pust?”.
Kampagnens budskab er, at hvis man er det mindste i tvivl om sin promille og ikke ønsker at møde politiet i en spritkontrol, så bør man lade bilen stå.
- Familier bliver hvert år ødelagt på grund af spritulykker på vejene. Derfor er det vigtigt, at man lader bilen stå, hvis man er det mindste i tvivl om sin promille. Det bedste er på forhånd at finde en sikker måde at komme hjem på, så man ikke gør noget, man fortryder næste dag, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.