På en snedækket grusbane i den nordgrønlanske by Ilulissat løber en flok drenge rundt og spiller fodbold.

De løber lange sejrsrunder, når de scorer, og hyler om kap med slædehundene, der kan høres overalt i byen.

Ikke så langt derfra i en boligblok, hvor vasketøjet hænger ude i solen på altanerne, bor 15-årige Niklas Johansen. For ikke så længe siden var han en af de små drenge nede på banen, men i dag er han et af Grønlands unge fodboldtalenter, og fodbold er ikke længere kun en leg.

- Vi træner tre gange om ugen, og så løbetræner vi også to gange om ugen, forklarer Niklas, der lige er kommet hjem fra skole for at få lidt mad, inden træning.

Ingen, der træder ind på Niklas værelse, kan være i tvivl om, at han elsker fodbold. Han har sengetøj fra sin klub Nagdlunguak-48, væggene er fyldt med diplomer og fotografier af Niklas til stævner, og i hans vindueskarm står en fin række pokaler.

Niklas spiller på U16-landsholdet i futsal, som er indendørsfodbold, der spilles i Grønland i de ni måneder, hvor der på grund af det kolde klima ikke kan spilles ude.

Han er de sidste fire år i træk blevet kåret til årets spiller i sin klub, og han har været både i Canada og Danmark for at spille kampe.

På en knag på hans værelse hænger den røde dynejakke, som landsholdsspillerne har fået sponsoreret af flyselskabet Air Greenland.

- Jeg har haft den på nogle gange, men jeg har også brugt den til at jage sæler i, griner Niklas.

For sådan er det også i Grønland. Det er svært at leve af at spille fodbold.

Sådan var det også for en af stjernerne på det grønlandske landshold, Markus Jensen, som forrige år var tvunget til at blive hjemme fra træningslejr og kampe i Danmark, fordi det lå midt i fiskerisæsonen, som er det, han lever af til daglig.

Det drømmer Niklas om at lave om på. Han vil være Grønlands første professionnelle fodboldspiller.

- Jeg drømmer om at spille i udlandet, men jeg vil også gerne spille på det grønlandske landshold, siger han.

Fyldte stadioner

Fodbold er Grønlands nationalsport.

Faktisk er hele ti procent af befolkningen medlem af en fodboldklub, og hver by og bygd - lige meget hvor lille den er - har sin egen klub.

- Grønlændere går virkelig op i fodbold, siger Nike Berthelsen, der er generalsekretær i fodboldforbundet Kalaallit Nunaanni Arsaattartut Kattuffiats (KAK).

For at illustrere hvor meget fortæller han, hvordan det så ud, da de østgrønlandske mesterskaber blev afholdt i sommer.

- Der mødte 900 op til turneringer i Tasiilaq. Og der bor altså omkring 3.500 i den by, siger Nike Berthelsen.

- Hver gang der er kamp, er station helt fyldt, og det samme gælder i hallerne om vinteren, siger han.

Den store fodboldverden

Grønland er medlem af Conifa, der arrangerer EM og VM for ikke-selvstændige nationer, men siden 1990'erne har man forsøgt at blive medlem af Fifa og Uefa.

- Vi ser os selv som et folk, og derfor vil vi også gerne være en del af den store fodboldverden, siger Nike Berthelsen.

- Jeg tror, mange drømmer om at kunne spille kvalifikationskampe til VM. Kampe, der betyder noget, på hjemmebane.

Han ved dog godt, at det kommer til at tage et stykke tid, inden den drøm går i opfyldelse. For nok har Fifa blødt op for reglerne om automatisk at udelukke lande, der ikke er medlem af FN, men Grønland har stadig ikke gode nok forhold til at kunne afvikle internationale kampe.

Grus og græs

Indtil for få år siden var der kun grusbaner i Grønland, men i løbet af de sidste år er der med kommunal hjælp blevet lavet 11 full size-kunstgræsbaner. Men der mangler stadig nogen.

For eksempel i Ilulissat, der er Grønlands tredjestørste by, men stadig kun har en grusbane.

De nye kunstgræsbaner har rykket Fifa-drømmen tættere på, men Nike Berthelsen ved godt, at det ikke er nok.

- Hvis vi vil spille på internationalt niveau er der også behov for et nationalstadion og overdækkede baner, siger Nike Berthelsen. Det sidste er vigtigt, fordi det vil kunne forlænge udendørssæsonen fra de nuværende tre måneder til otte måneder.

Mens forholdene bliver forbedret, træner Niklas hver dag videre. Han tror ikke, at han kan blive god nok til at spille i Barcelona som sin yndlingsspiller Messi, men han håber, at han en dag kan komme til at spille for en dansk eller engelsk klub.

- Måske Brøndby eller Liverpool, siger han.