Vandværket i Varde har ramt en guldåre: Helikopter finder rent vand efter mere end 20 års søgen

Problemer med at finde rent drikkevand breder sig landet over, siger professor.

Det er denne helikopter, som fra luften fandt det rene drikkevand, der ligger helt ned i 150 meters dybde i Varde. Under helikopteren ses sensoren, som kan opsnappe vand mens helikopteren flyver med 80 kilometer i timen.

Vandet, som bliver leveret til Varde, er så forurenet med pesticider, at man bliver nødt til at blande det med vand fra Esbjerg for at holde sig under grænseværdierne.

Derfor har selskabet Din Forsyning i mere end 20 år ledt efter et nyt felt med rent, brugbart drikkevand i Varde.

Og nu er der endelig jackpot. Et nyfundet vandreservoir med millioner af liter rent drikkevand er blevet opdaget af geolog ved Din Forsyning, Kenneth Ejsbøl, og hans kolleger.

- Det er vel at sammenligne når folk går rundt med metaldetektor og finder danefæ, siger Kenneth Ejsbøl til DR's nyhedspodcast Tiden efter fundet.

Har du fået sådan en slags heltestatus efter, du har fundet det rene vand?

- Nej, nejnej. Vi er i Jylland du, der bliver man ikke helt af sådan noget, griner Kenneth Ejsbøl.

I dag - på FNs 'Vandets Dag' - vender mundvigende også opad for direktør i Din Forsyning, Henrik Blicher, der tager første spadestik til et nyt vandværk i Varde, som skal indvinde det nyfunde, rene drikkevand.

Løser Vardes vandproblem

Forsyningsselskabet har ledt med lys og lygte efter rent vand, og indsatsen er bare de sidste 5-10 år løbet op i omegnen af 21 millioner kroner, forklarer afdelingsleder i Din Forsyning, Erik Lauridsen.

- Vi har ledt langt ud fra Varde og rundt om Varde i rigtig mange år og har haft svært ved rent faktisk at finde en ressource, som vi kunne undersøge nærmere og trække noget vand fra, siger han.

Hvor man i begyndelsen af vandværkets søgen efter rent vand lagde kabler ud på jorden på et areal, der kunne undersøge 40 meter af gangen og skulle flyttes med håndkraft, så er der kommet nye teknologier til i mellemtiden.

- Det er udstyr, man kan hænge på en helikopter og flyve med 80 kilometer i timen. Så kan du gennemsøge et kæmpe areal på no time, fortæller Kenneth Ejsbøl.

Her ses den helikopter og vand-detektor, som Din Forsyning og firmaet SkyTEM brugte til at opdage det rene vand.

Med den nye drikkevandsboring regner Din Forsyning med at indvinde halvanden millioner kubikmeter vand om året svarende til forbruget i Varde by. Men er Vardes drikkevandsproblemer så løst nu?

- Ja, i princippet. Det ser det ud til, svarer Kenneth Ejsbøl.

Vandet er fundet i en hidtil ukendt dyb, begravet dal, som skar sig ned i undergrunden med en dybde på næsten 150 meter. Dermed er der tale om meget velbevaret vand, fortæller geologen.

- Det er rigtig, rigtig gammelt vand. Det kan være tusindvis af år gammel, og det vil sige uden påvirkning af menneskelig aktivitet, siger geologen, som da også har smagt vandet og fortæller, at det ubehandlede vand smager af jern.

God nyhed på et dystert bagtæppe

Nyheden om, at Kenneth Ejsbøl og Din Forsyning endelig har fundet vand i Varde er en solstrålehistorie på et dystert bagtæppe.

For det bliver stadigt sværere at finde rent drikkevand, der ikke er forurenet af problemstoffer som pesticider eller PFAS, under den danske jord.

Første spadestik til det nye vandværk i Varde blev taget ved middagstid i dag. Her skal det nyfundne vand indvindes. (Foto: © Thea Bjørn)

Hans Jørgen Albrechtsen, professor i vandteknologi ved DTU, fortæller, at problemerne med at finde rent drikkevand breder sig landet over.

- Det bliver vanskeligere. Det er et udtryk for, at ressourcen bliver mere begrænset. Altså, hvis man vil finde det rene vand, er sandsynligheden for at finde det nok mindre og mindre.

Professoren tror, danskerne skal regne med en fremtid, hvor vi i højere grad må rense forurening ud af det grundvand, vi finder.

- Det næste skridt kan være, at man bliver nødt til at gå ind og rense, så man simpelthen fjerner nogle af de her forureninger, som er til stede i vandet. Og det sker allerede nogle steder i dag, men det er sådan set nok det næste skridt, der kommer til at ske, siger han.

Det kan Kenneth Ejsbøl nikke genkendende til.

- Civilisation fører jo problemstoffer med. Det er jo ikke kun landbruget men os alle sammen, der påvirker grundvandet. Selv i sommerhusområder kan du finde PFAS og andre problemstoffer fra træbeskyttelsesmidler, gamle lodsepladser, gamle renserier, you name it, siger han.

Din Forsyning fortsætter jagten på rent vand. Nu leder Kenneth Ejsbøl og kompagni efter rent vand i Ribe.