VIDEO Dansk rederi bygger verdens største Lego-skib

Medarbejderne har leget med over en million klodser i anledning af DFDS' 150-års jubilæum.

Færgemodellen i Lego er 12 meter lang og 2,72 meter høj.

Det Forenede Dampskibs-Selskab, i daglig tale DFDS, har brugt lang tid på at stable et stort byggeprojekt sammen.

900 arbejdstimer og over en million klodser er blevet kombineret i et forsøg på at konstruere verdens største Lego-skib.

Tidligere i dag blev rederiets mindst sødygtige skib præsenteret på kajen ved siden af Oslo-båden i anledning af rederiets 150-års jubilæum.

Den næsten tre tons tunge Lego-model er blevet sat sammen af rederiets 7000 medarbejdere i 21 lande.

- Vi vil gerne fejre den her begivenhed og vise, hvordan vi arbejder sammen til hverdag på en helt anden måde. Og at vi kan skabe store resultater og lave en verdensrekord, fortæller den administrerende direktør, Niels Smedegaard.

Efter en Guiness-repræsentants nøje opmåling står det klart, at modellen med 12,035 meters længde er verdens største af sin slags.

Se Lego-skibet blive sat sammen og præmieret i videoen øverst i artiklen.