VIDEO Elefanterne i Aalborg Zoo får varmt bad mod kulden

I Afrika er elefanterne vant til mellem 30 og 40 grader. Derfor er den danske vinter hård for dem.

En omgang sibirisk kulde med frostgrader og sne rammer Danmark i denne uge, og det er nogle af de største skabninger på dansk jord kede af.

De afrikanske elefanter, som man blandt andet kan møde i Aalborg Zoo, er nemlig ikke skabt til den danske frost, fortæller Kenneth Madsen, der er dyrepasser i Aalborg Zoo.

- De har ikke noget pels eller naturligt fedtlag. Så de er ikke vilde med kulden, siger han.

- Elefanterne er vant til at bevæge sig rundt i temperaturer mellem 30 og 40 grader, og frostgraderne kan simpelthen resultere i forfrysninger i de store, karakteristiske ører.

For at forhindre det, bliver elefanterne oftere taget inden døre, hvor de modtager et dejligt, varmt bad.