VIDEO Nu får de ledige deres egen julefrokost

A-kassen FTF-A har i år arrangeret julefrokoster for deres jobsøgende medlemmer. Det er ikke så tabuiseret at være ledig længere, mener direktøren.

Når man mister sit arbejde, mister man ikke blot sin faste indkomst - man mister også det sociale samværd med sine kollegaer.

Blandt andet derfor har a-kassen FTF-A i år arrangeret julefrokoster for deres ledige medlemmer.

- Jeg kommer jo af gode grunde ikke til julefrokoster i fagligt regi, så det er dejligt at komme her, siger Karina Kjeldstrøm, der er ledig kontoruddannet, og tirsdag deltog i a-kassens julefrokost.

Julefrokosterne for de ledige er de seneste uger blevet holdt i både Aarhus, Aalborg, Odense og København, og det har været en så stor succes, at FTF-A har måttet arrangere en ekstra i hovedstaden. Mere end 300 medlemmer har deltaget.

- Så jeg tror, vi har ramt noget med det her, siger Michael Darmer, adm. direktør i FTF-A.

Han mener at sammenkomsterne også er med til at ændre synet på ledighed, så det ikke er et så stort tabu som tidligere.

- Hvis man ikke selv har været ledig, så kender de fleste nogen der har. Det er ikke så tabubelagt mere, og det er en fordel. Den der med, at man er i ét job i 40 år og så får en fortjenstmedalje, det hører altså fortiden til, siger han.

Se klip fra julefrokosten i videoen over artiklen.