Klokken 4 her natten til fredag valgte DMI at udsende et varsel om voldsomt vejr over store dele af især det østlige Danmark.
Varslet omhandler, at der vil være voldsomt vejr med skybrud og torden i hvert fald indtil klokken 6.
Ved et skybrud forståes, at der falder mindst 15 millimeter regn indenfor 30 minutter.
I København advarer politiet bilisterne:
- Hold da op hvor det regner derude. Pas godt på jer selv og kør forsigtigt. Der er rigtig meget vand på kørebanen, så vær ekstra opmærksomme, skriver Københavns politi på Twitter.
Tidligere på aftenen kom der også en varsel fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi:
- Store dele af kredsen er ramt af kraftig nedbør og torden - der er meget vand på gader, og kloakdæksler springer op. kør forsigigt, skriver man på Twitter.
Sådan ser varslerne ud klokken 4:
Stevns, Køge Bugt, Københavns Vestegn, København og Amager, Guldborgsund, Faxe, Vordingborg, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Furesø, Hørsholm og Rudersdal: DMI forventer mellem 15 og 25 mm regn på 30 minutter.
Nordvestsjælland, Midtsjælland, Sydvestsjælland, Nordsjælland, Lejre, Roskilde, Frederikssund, Lolland, Næstved, Allerød og Egedal: DMI forventer mellem 25 og 35 mm regn på seks timer og desuden risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 minutter.
Sydfyn og Nyborg: DMI forventer mellem 25 og 35 mm regn på seks timer og desuden risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 minuntter.
