Volkswagen og Seat i Danmark tilbagekalder i alt tre modeller, da der er konstateret et teknisk problem med låsemekanismen til en af bagsædeselerne.
Det skriver Volkswagen og Seat i to separate pressemeddelelser.
- I sjældne situationer – så som ved pludselige og hurtige vognbaneskifte med fem passagerer ombord, og når bagsædets midterste og venstre siddeplads benyttes på samme tid – er der risiko for, at selelåsen til den midterste sele udløses og løsner selen, lyder det i pressemeddelelsen fra Volkswagen, hvor man opfordrer til ikke at bruge det midterste bagæde.
Volkswagen har valgt at tilbagekalde den nyeste Polo-model fra i år, mens Seat har tilbagekaldt modellerne Arona (modelår 2018) og nuværende generation Ibiza (Modelår 2017 og 2018).
Fra Volkswagen er der tale om 3.314 biler, mens Seat i alt tilbagekalder 1.945 biler fra det danske marked.
Volkswagen skriver videre, at man har fundet en løsning, der vil afhjælpe problemet, og at de berørte biler vil blive udstyret med en selelås.
Indenfor de kommende uger vil Volkswagen og Seat påbegynde en tilbagekaldelse af de berørte biler. Bilejerne vil modtage et brev, så de kan lave en aftale med en Volkswagen servicepartner.
Der bliver i begge pressemeddelelser pointeret, at kunderne friholdes for omkostninger i forbindelse med kontrol af selelåsen såvel som monteringen af den nye selelås
Finsk bilmagasin satte det hele i gang
Det var en test foretaget af det finske bilmagasin Tekniikan Maailma, der viste, at sikkerhedsselen på det midterste bagsæde kan knappe sikkerhedsselen på venstre sæde op under kørslen.
Volkswagen-koncernen oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at der i alt skal tilbagekaldes 410.000 biler fra dets eget mærke og fra datterselskabet Seat på grund af problemerne.
Volkswagen Danmark ønsker ikke at stille op til interview om sagen, og det er endnu ikke lykkedes at få en uddybende kommentar fra Seat.