20 år efter 'Wannabe': Her er Spice-kvinderne i dag

I dag er det 20 år siden, at popgruppen Spice Girls udgav deres succesfulde debutsingle.

Spice Girls var senest samlet i 2012, hvor musicalen 'Viva Forever', der er baseret på deres sange, havde premiere i London. (Foto: © Dave M. Benett, 2012 Dave M. Benett)

Scary, Baby, Ginger, Posh og Sporty.

Den 8. juli 1996 sendte de fem Spice Girls deres første single, "Wannabe", på gaden.

Sangen, som havde taget blot en halv time at strikke sammen, blev et verdensomspændende hit.

Den kickstartede en global 'Girl Power'-epidemi, hvor de unge kvinder på få år nåede at sælge millioner af cd'er, udgive en spillefilm og flere bøger, klappe den britiske tronfølger bagi og sælge hundredetusindvis af koncertbilletter.

Spice-pigerne valgte dog at gå hver til sit i begyndelsen af 00'erne, efter deres tredje album, "Forever", havde floppet på hitlisterne.

Sidenhen er de blevet genforenet ved flere lejligheder, senest ved OL-afslutningsceremonien i London i 2012.

Og tidligere i dag offentliggjorde Baby, Scary og Ginger en Youtube-video, hvor de fortæller, at de snart vil fejre deres jubilæum med deres fans.

Men hvad laver de fem såkaldte kryddersild egentlig i dag? DR giver dig her et overblik:

Emma Bunton

Emma Bunton ved premieren på den nye 'Absolutely Fabulous'-film i London i slutningen af juni. (Foto: © Mike Marsland, 2016 Mike Marsland)

‘Baby Spice’, der i dag er 40 år, røg til tops på den engelske hitliste med countrypop-singlen “What Took You So Long?”. Den blev startskuddet på en solokarriere, der kastede et par album af sig, men som aldrig blev den store succes.

Hun blev efterfølgende droppet fra sit pladeselskab og blev derefter vært på flere tv-programmer og deltog i den britiske udgave af “Vild med dans”.

I dag er hun morgenvært på en britisk radiostation, og hun er fortsat synlig i mediebilledet. Hun har blandt andet en lille cameo-rolle i den nye “Absolutely Fabulous”-film.

Melanie Brown

Melanie B er i dag 41 år. (Foto: © Jason LaVeris, 2015 Jason LaVeris)

‘Scary Spice’ var den første Spice-girl, der fik et solohit med sangen “I Want You Back”, som var en duet med rapperen Missy Elliot.

Hendes solokarriere kom dog aldrig ud over stepperne, og Melanie B flyttede efterfølgende til USA, hvor hun fik sit eget realityprogram, medvirkede i et par B-film og deltog i den amerikanske udgave af “Vild med dans”.

Hun har i dag skabt sig en succesfuld karriere som dommer på reality-talentshows som “X Factor UK” og “America’s Got Talent”.

Geri Halliwell

43-årige Geri Halliwell barsler angiveligt med et musikalsk comeback. (Foto: © Eamonn M. McCormack, 2016 Getty Images)

‘Ginger Spice’ forlod gruppen under stor mediepostyr i 1998, og hun kastede sig efterfølgende over en solokarriere.

Hun hittede til at begynde med sange som “Look At Me”, “It’s Raining Men” og “Mi Chico Latino”, men efter nogle år ebbede sangkarrieren ud.

Hun har efterfølgende ernæret sig som blandt andet børnebogsforfatter og dommer på “Australia’s Got Talent”, og sidste år skiftede hun efternavnet "Halliwell" ud med "Horner", efter hun blev gift med Formel 1-bossen Christian Horner.

I dag er hun hjemmegående husmor og har kastet sin kærlighed på kagebagning, efter hun tidligere på året vandt den britiske kendisudgave af “Den Store Bagedyst”. Hun har dog selv oplyst, at hun barsler med et musikalsk comeback.

Melanie Chisholm

Melanie C er i dag 42 år og stadig aktiv musiker. (Foto: © Mike Marsland, 2015 Mike Marsland)

‘Sporty Spice’ indledte sin solokarriere sammen med Bryan Adams på nummeret ”When You’re Gone”.

Hun udgav dernæst det succesfulde og kritikerroste soloalbum “Northern Star”, der kastede en række hitsingler af sig - heriblandt “I Turn To You” og “Never Be The Same Again”. Sangkarrieren gik dog efterfølgende ned ad bakke, men hun udgiver fortsat musik på sit eget pladeselskab.

Derudover har hun prøvet lykken som musicalsanger, og for nogle år siden blev hun nomineret til den prestigefyldte Olivier-pris for en af sine roller. Hun har også skabt sig en karriere som dommer på reality-talentshows. Senest på “Asia’s Got Talent”.

Victoria Beckham

Victoria Beckham ved Cannes-filmfestivalen i år. (Foto: © Tony Barson, 2016 Tony Barson)

‘Posh Spice’, der i dag er 42 år, blev gift med fodboldikonet David Beckham, mens Spice Girls var på sit højeste, og de blev efterfølgende et kendis-power-par, som siden da har været ugentlige gæster i alverdens sladderblade.

Som de andre prøvede Victoria Beckham også lykken som solosangerinde, men det blev aldrig en succes. Hendes første single nåede andenpladsen på den britiske hitliste, og hendes første - og eneste - soloalbum floppede fælt.

Hun dedikerede sig til rollen som fodboldkone og fik sit eget realityprogram.

Men så skiftede hun karriere, og i dag er hun en yderst succesfuld og kritikerrost modedesigner. Sammen med David Beckham menes hun at være god for omkring fem milliarder kroner.