8 unge er trætte af debatten, der sætter sindene i kog: Sådan fikser vi det!

Kom nu videre, lyder det fra otte unge, der taler ud om, hvor de gerne vil have, at vi er med ligestillingen i Danmark om ti år.

Køn, ligestilling og feminisme er emner, der deler vandene - og som ofte kan få bølgerne til at gå rigtig højt. Ikke mindst i den offentlige debat og kommentarsporene på sociale medier.

Men hvordan forholder den yngre generation sig egentlig til spørgsmålene om køn og ligestilling?

I femte og sidste afsnit af serien 'Alle hader feminister' møder vært og komiker Ane Høgsberg tre unge kvinder fra 8. klasse til en snak om, hvordan de oplever det med køn og ligestilling i deres hverdag.

- Jeg synes, det er vigtigt, at hvis jeg står med en lille pige og en lille dreng, at så ved jeg, at de får fuldstændig lige fede muligheder begge to. At pigen ikke skal gå igennem at have det sygeste potentiale til for eksempel at blive chef, men ikke har lyst til det, fordi samfundet opdrager hende til ikke at blive det, lyder det fra én af de unge kvinder.

Vi følger op på samtalen her på dr.dk, hvor vi har spurgt otte unge, hvad de oplever og tænker om køn og ligestilling i dag - og hvordan de håber, det ser ud på ligestillingsfronten om ti år.

Minna, 19 år

(© PRIVATFOTO)

Oplever du at blive begrænset af dit køn?

Jeg har endnu ikke oplevet på egen krop at blive begrænset på grund af mit køn. Men jeg frygter da den dag, jeg sidder til jobsamtale på drømmejobbet, at jeg kan blive fravalgt, fordi jeg er i den fødedygtige alder, modsat den mandlige kandidat, som har samme kvalifikationer som mig.

Derudover er jeg bevidst om forskellen på løn, hvilket jeg mener, er helt til grin. Om du er mand eller kvinde fortjener du det samme i løn i samme branche. Det som må/kan/skal gøre, at lønnen afviger, er dine kvalifikationer, erfaring og det, man udretter på jobbet.

Hvad er du mest træt af, når der bliver diskuteret ligestilling?

Det, jeg er mest træt af, når vi diskuterer ligestilling, er snakken om kvoter. Jeg ser ingen grund til, at lave regler om, at der minimum skal være 40 procent kvinder på en arbejdsplads, hvis den mandlige kandidat til jobsamtalen er mere kvalificeret.

Diskussionen om øremærket barsel, synes jeg også, er trættende. Vælger et par at få et barn, håber jeg, kvinden er stærk nok til at sige: "Jeg vil på arbejde, du bliver nødt til også at tage noget barsel." Og hvor manden selvfølgelig vælger at møde sin kones behov, så alle bliver glade.

Der har været og er stadig et problem med opfattelsen af, at har en kvinde haft flere seksuelle partnere er hun "billig, luder, nem og ulækker", mens at en mand, som har haft flere seksuelle partnere, er "en champ, cool, osv." Det er et syn, jeg mener skal fjernes. Kvinder er lige så seksuelle væsner som mænd, de har også lyster. Og det samme gælder i så mange andre aspekter. Kvinder og mænd adskiller sig ikke særligt meget i sidste ende.

Ser du dig selv som feminist?

Jeg føler, at feminist er blevet et negativt ladet ord, for når man snakker om feminister, tænker man ofte på de helt ekstreme af slagsen. Dem, som føler sig uretfærdigt behandlet i alle situationer. Det er lidt blevet til et begreb om kvinder, der går i for små sko, synes jeg.

Men når det er sagt, taler jeg selvfølgelig op for mit køn, og jeg mener, vi skal have helt samme rettigheder og løn som mænd i den branche, vi nu befinder os i.

Kvinder er heldigvis blevet stærkere de seneste år. Flere får uddannelse, flere får lederstillinger, flere får et job, de værdsætter og fortjener. Så det er blevet meget bedre de seneste år. Flere kvinder er blevet bedre til at stå op for sig selv, tage lønforhøjelsessnakken, stille krav til sin stilling, for vi ligger ikke længere under mændene.

Hvor kunne du godt tænke dig, at vi er med ligestilling i Danmark om ti år?

Om ti år ville det være fantastisk, hvis vi alle var begyndt at gå med større sko, at man lægger ansvaret på individet, at lønnen er det samme, og den fødedygtige alder ikke spiller en rolle. Det kunne være fedt, at man om ti år ikke brugte så meget energi på ligestilling mellem køn, men ligestilling mellem racer.

Hvordan kommer vi derhen?

Vi skal have ændret folks indstilling. Have de gamle traditioner og normer fra før 1970 ud af hovedet og omstille os til den verden, vi lever i i dag. Vi skal droppe kvoter og ansætte "bedst kvalificeret", også selvom der er chance for, at den bedste kandidat kan blive gravid.

Hinda, 24 år

(© PRIVATFOTO)

Oplever du at blive begrænset af dit køn?

Jeg bliver begrænset af mit køn på mange måder. Men ikke kun mit køn, også af min hudfarve.

Jeg bliver begrænset, når jeg som kvinde skal være bange for at gå alene på gaden om natten efter en fest, når jeg skal lægge øre til racistiske bemærkninger i forbindelse med sociale arrangementer, eller når jeg hører folk sige til mig "Hvornår skal du giftes?" Som om meningen med hele mit liv bare er at falde i armene på en mand.

Jeg er meget mere end alt det, som disse ting reducerer mig til.

Hvad er du mest træt af, når der bliver diskuteret ligestilling?

Jeg bliver træt af, at vi diskuterer helt åbenlyse og basale ting, såsom lønforskelle, barsel, samtykkelovgivning og kønskvoter. Det er på en måde rigtig trist, at vi er nået så langt med mange andre ting, men vi står stadig rigtig lavt på ligestillingsrækkefølgen.

Ser du dig selv som feminist?

Jeg ser da helt klart mig selv som feminist. Jeg ser mig som en feminist, der ikke kun er interesseret i ligestilling mellem kønnene, men også ligestilling på tværs af etniciteter, sociale og økonomiske klasser, kønsidentiter, religiøs overbevisning og alder.

Hvor drømmer du om, at vi er med ligestilling i Danmark om 10 år?

Om 10 år håber jeg selvfølgelig, at vi har en samtykkebaseret lovgivning, at der er ordentlig antiracistisk queer-politk, at der er mere repræsentation af minoritetsgrupper i mediebilledet og andre steder i samfundet. Og så selvfølgelig at kvinder tjener lige præcis det samme som deres mandelige kollegaer med samme titel og samme ansvar.

Hvad er det vigtigste, vi skal gøre for at komme derhen?

Den måde, vi kommer derhen på, er vel at vores politikere åbner øjenene for den ulighed, som finder sted i samfundet, finder det vigtigt og yder en indsats for at ændre det. Efter min mening kan vi starte med, at justitsministeren lige tager sig sammen og retter opmærksomheden mod samtykkelovgivningen, som efterhånden har været på tale i rigtig lang tid.

Jeg synes også, det er vigtigt, at vi snakker om disse ting til hverdagen. At vi snakker med vores venner, kærester og børn. Ligestillingssnakken er altid aktuel og vigtig, tag den snak!

Daniel, 24 år

(© PRIVATFOTO)

Oplever du at blive begrænset af dit køn?

I forbindelse med mit virke som træner bliver jeg af og til valgt fra på grund af mit køn. Jeg kunne forestille mig, at det er fordi, at kvinder måske vil have en træner, de kan relatere sig til kønsmæssigt. Jeg er til gengæld også blevet valgt til på grund af det, men jeg ser det mest som en ulempe i forhold til den målgruppe, jeg arbejder med. Generelt oplever jeg mig ellers ikke begrænset af mit køn. Hvad er du mest træt af, når der bliver diskuteret ligestilling?

Jeg synes desværre, at mange baserer deres argumenter i diskussioner på subjektive holdninger. Jeg savner, at man kan diskutere emnet med mere objektive holdninger, og at man kunne inddrage og tage mere stilling til statistikker, tal og fakta, hvilket efter min mening også ville gøre diskussionen om ligestilling mere reel og relevant. Jeg synes desværre, at man er hurtig til at dømme hinanden i stedet for at have en lyttende og nysgerrig tilgang til diskussionen.

Ser du dig selv som feminist?

Ja, i forhold til definitionen af feminisme ser jeg mig selv som feminist. Jeg synes dog, at begrebet feminist ofte kan være lidt twisted i forhold til, hvad det egentligt helt korrekt er defineret som.

Hvor kunne du godt tænke dig, at vi er med ligestilling i Danmark om ti år?

Jeg synes selv, det virker som om, vi er ret godt med og på vej til noget, der ligner ligestilling i Danmark. Men jeg håber, at vi om ti år kan se endnu mere bort fra, om man er mand eller kvinde og i stedet se på faglige og personlige kompetencer i forhold til erhvervslivet.

Jeg kunne desværre godt forestille mig, at faktummet at kvinder kan blive gravide, og at det kan påvirke fraværet på en arbejdsplads, stadig fylder. Omvendt kan man også spørge, hvorfor mænd har så meget mindre barsel end kvinder.

Hvordan kommer vi derhen?

Det er svært at svare på, men jeg tænker, der skal ske nogle politiske tiltag.

Anthon, 20 år

(© PRIVATFOTO)

Oplever du at blive begrænset af dit køn?

Jeg oplever ikke at blive begrænset af mit eget forhold til mit køn, men jeg oplever at blive begrænset af andres forestillinger om mit køn. Personligt anser jeg mit køn som værende underordnet, men det er ikke alle, der gør det. Derfor kan andres opmærksomhed på mit køn godt blive begrænsende for mig.

Hvad er du mest træt af, når der bliver diskuteret ligestilling?

Når der bliver diskuteret ligestilling, kan jeg godt blive lidt træt af, at man taler om ligestilling, som noget man kan opnå, som noget man kan blive færdig med.

For mig er ligestilling noget, man hele tiden skal have for øje og forholde sig kritisk til og aktivt arbejde med. For man kan muligvis opnå formel ligestilling, som ser flot ud på papiret, men hvis det ikke er tilfældet i dagligdagen, så kan det være ligemeget.

Ser du dig selv som feminist?

Hvis feminismen er intersektionel - klart.

Hvor kunne du godt tænke dig, at vi er med ligestilling i Danmark om ti år?

Om ti år håber jeg, at man tænker ligestillingen meget bredere, end man gør i dag. Så den ikke blot handler om mænd og kvinder, men favner alle køn, klasser, etniciteter, seksualiteter, kønsidentiteter, mennesker med handicap og tykke som tynde.

Derudover håber jeg, at alle forstår at ligestilling er alles kamp, og noget vi alle kan nyde godt af.

Hvordan kommer vi derhen?

Jeg tror, vi kommer derhen ved at samtale - ikke diskussion, men samtale. Et oplagt emne at vende kunne være, hvilke konsekvenser det har for vores forståelse af verden, når 90 procebt af redaktørerne på Wikipedia globalt set er mænd, der kommer fra lande, hvor størstedelen af befolkningen er hvid.

Amanda, 24 år

(© PRIVATFOTO)

Oplever du at blive begrænset af dit køn?

Den er svær. Jeg tror, jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil lade mig begrænse i hverdagen, det nægter jeg simpelthen. Men alligevel. Hvis jeg tager en tur i byen, så ville jeg aldrig gå alene hjem. Jeg har engang prøvet at blive forfulgt efter en bytur, så jeg blev nødt til at løbe, alt jeg kunne. Jeg tænker ikke, det er noget, der sker så ofte for det modsatte køn.

Hvad er du mest træt af, når der bliver diskuteret ligestilling?

Jeg bliver altid lidt harm omkring løn og arbejde. Det der "mænd tjener mest, fordi de tager jobs, der kræver fysik." Men det handler i min optik ikke kun om ligestilling, men om løn generelt, og hvordan vi efter min mening har nogle skæve prioriteringer af, hvordan visse jobs er lønnet.

Ser du dig selv som feminist?

Nix! Og det bliver jeg nok utrolig upopulær for at sige. Jeg oplever tit kvinder, der bruger undskyldningen: Det er fordi, jeg er kvinde. Med den mentalitet mener jeg ikke, at vi kommer videre. Hvis vi begrænser os selv på den måde, så begrænser verden os også.

Jeg har det også lidt svært med nogle feminister, der har den holding, at de må gå nøgne rundt, og så er det bare mændene, der er nogle svin, hvis de kigger. Men altså, let's be honest. Kigger kvinder ikke også, hvis der står et hav af lækre mænd uden trøjer?

Hvor kunne du godt tænke dig, at vi er med ligestilling i Danmark om ti år?

Om ti år skal der slet ikke være snak om ligestilling mere, fordi det på det tidspunkt vil være det mest naturlige i verden. Ikke kun i Danmark, men i hele verden.

Hvordan kommer vi derhen?

Med vilje kommer man langt.

Elijah, 22 år

(© Sonja Lovdal)

Oplever du at blive begrænset af dit køn?

Den binære kønsforståelse er begrænsende i sig selv. Ligegyldigt om du tilhører den ene eller anden kønsrolle, så er der forventninger til, hvordan man skal se ud, tale, opføre sig, som bekræfter ens køn. Da jeg begyndte at identificere mig som nonbinær forsvandt presset og alle forventninger til mit køn. Dét var første gang, jeg følte frihed ad libitum. Den største befrielse nogensinde.

Hvad er du mest træt af, når der bliver diskuteret ligestilling?

Seksualitet og kønsidentitet er ikke til debat. Slut.

Ser du dig selv som feminist?

Helt ind til knoglerne! Selv før jeg kendte til feminisme som begreb eller teori. Jeg har altid været bevidst om undertrykkelsessystemer, diskrimination, eksklusion og ulighed.

Hvor kunne du godt tænke dig, at vi er med ligestilling i Danmark om ti år?

I 2030 har vi forhåbentligt gjort op med diskrimination, marginalisering og stigmatisering af blandt andet racialiserede, udviklingshæmmede og queers i Danmark. OG så har jeg personligt en våd drøm om at destruere toxic maskulinitet. Sådan fuldstændigt.

Hvordan kommer vi derhen?

Vi skal blive bedre til at lytte til de mennesker, det handler om. Prøve at forstå, rumme og støtte dem på alle tænkelige måder. Sværere er det faktisk ikke.

Cecilia, 23 år

(© PRIVATFOTO)

Oplever du at blive begrænset af dit køn?

Både ja og nej. Jeg synes klart, at der er nogle forestillinger om, hvordan jeg skal agere som kvinde. Jeg oplever, at der kan blive talt rigtig grimt om kvinder, der nogle gange udfordrer nogle af de forestillinger, der er. Jeg synes for eksempel, at der har været en rigtig negativ tone omkring kvinder som seksuelle væsner, hvor de hurtigt bliver omtalt som "løs på tråden" eller "billige", hvorimod man ikke hører den samme negative tone om mænd.

Men når jeg på den anden side siger nej, så er det fordi, jeg øver mig i at være ligeglad med, hvordan andre mener, jeg skal agere som kvinde.

Hvad er du mest træt af, når der bliver diskuteret ligestilling?

Jeg kan virkelig godt blive træt af, at nogle ikke vil erkende, at der er et ligestillingsproblem i Danmark. Jeg bliver ofte mødt med ytringer om, at vi jo har det godt i Danmark, i forhold til hvordan f.eks. kvinder står stillet i andre lande. Det er jeg også enig i, men det betyder ikke, at der ikke stadig er ting, vi kan gøre bedre.

I forlængelse af det, så synes jeg at ligestillingsdebatten ofte handler om, at kvinder skal have samme rettigheder som mænd. Det er jeg helt enig i, men jeg synes også, det går den anden vej. Jeg synes, at der mangler ligestilling på mange områder, og jeg synes, at der er så mange forventninger til køn generelt. Og det kan godt irritere mig, når ligestillingsdebatten bliver misforstået. Hvor det bliver en debat om hvilket køn, der har det bedst - i stedet for en debat om, hvordan vi alle kan få det lige godt.

Ser du dig selv som feminist?

Ja, det gør jeg. Jeg oplever ofte, at der er nogen, der enten nægter at kalde sig feminist, eller nogen, der har en enorm stereotyp forestilling om feminister. Og det forstår jeg virkelig ikke.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor der er nogen, der ikke vil associeres med et ord, der dækker over holdningen om, at kvinder og mænd er ligeværdige. Derfor kan jeg egentlig ikke helt forstå, hvorfor der skulle være noget negativt i at være feminist, og jeg kan ikke forstå, at nogen ville svare nej til, om de ser sig selv som feminist.

Hvor kunne du godt tænke dig, at vi er med ligestilling i Danmark om ti år?

Jeg håber, at vi har erkendt, at der er nogle samfundsstrukturer, som vi bliver nødt til at ændre, for at vi kan opnå ligestilling. Det tager lang tid at ændre et samfund, men jeg håber, at det er et Danmark, hvor der er plads til, at man kan være lige det køn, som man føler sig som.

Jeg håber, at der ikke findes noget, der anses som rigtigt eller forkert i forhold til, hvad man har lyst til at lave af fritidsaktiviteter, hvilken karriere man ønsker sig, hvad der er "tilladt" at tale om eller de mange andre ting, som der er forbundet med det maskuline og det feminine.

Hvordan kommer vi derhen?

Jeg tror, at der er to afgørende områder, hvor vi bliver nødt til at være bedre. Det første er hvordan, vi bruger sproget. Den måde, som vi taler sammen i hverdagen, tror jeg, har kæmpe stor indflydelse på, hvordan køn forstås. Det er noget, man skal øve sig i, men det er langt fra umuligt. Et helt klassisk eksempel er den måde, som farver bliver beskrevet som "pigefarver" eller "drengefarver".

For det andet tror jeg, vi bliver nødt til at starte helt fra starten: Hvordan børnene bliver påvirket af de rammer, de vokser op i. Det er klart, at hvis der i skolen er en fortælling om, at piger er bedre til omsorgsfag, og at drenge er bedre til håndværksfag, så ender det jo også med at blive sådan.

Andreas, 22 år

(© PRIVATFOTO)

Oplever du at blive begrænset af dit køn?

Nej, det har jeg ikke oplevet. Jeg er dog ret distræt, men har ikke en følelse af at mit køn begrænser mig.

Hvad er du mest træt af, når der bliver diskuteret ligestilling?

Det kan ofte virke som om, at mange af diskussionerne bliver en "os mod dem"-diskussion. Men det kan også være, at vi er nået til et punkt, hvor en sober diskussion ikke skaber fremskridt på vejen mod ligestilling.

Ser du dig selv som feminist?

Så vidt jeg kan forstå, er ordet feminisme startet som en betegnelse for ligestilling for begge køn. Så hvis man har en eller anden form for empati og respekt for sine medmennesker, så er vi alle vel feminister?

Hvor kunne du godt tænke dig, at vi er med ligestilling i Danmark om ti år?

Jeg kunne da helt klart godt tænke mig, at alle i Danmark kunne besvare det første spørgsmål i denne artikel med samme svar som mit. Vi lever i et velfærdssamfund, hvor jeg mener, man kan opnå en stor del velfærd ved at have ligestilling, så ingen føler sig begrænset på grund af deres køn.

Hvordan kommer vi derhen?

Ved fortsat at italesætte de emner og områder, hvor der ikke er ligestilling, og stå sammen omkring, hvad vi medmennesker forventer af hinanden.