Det er ingen hemmelighed, at Kongehuset sætter deres aftryk på kunstscenen. Seneste skud på stammen er Prins Henriks udstilling af orientalske jadesten på Koldinghus i Kolding.
I den anledning har vi bedt kunstkritiker Trine Ross, kendt fra bl.a. Kunstquizzen på DR K, om at guide os til kongehusets egne kreative udfoldelser, der er seværdige - for det er ikke alt, der er lige godt.
- Jeg vil godt gå ud fra, at både Dronningen og Prins Henrik har et vist talent. Til gengæld har de tydeligvis ikke tiden. Og hvis man kun arbejder som kunstner et par timer om ugen eller mindre endnu, bliver resultatet bare sjældent rigtig spændende.
Men folkelig appel er ikke nødvendigvis ensbetydende med kvalitet, mener Trine Ross:
- Det giver på den ene side udstillingens gæster et smugkig bag facaden og på den anden side besvær for kritikeren, fordi det her er helt usædvanligt vanskeligt at skille kunstnerens privatliv fra værket, fortæller kunstkritiker Trine Ross:
- Det er svært at kritisere de kendte, navnlig hvis de er elskede af folket. Men nogen gange er der bare ikke andre udveje, hvis man skal være ærlig. Og det skal man være som kritiker.
Illustration af 'Ringenes Herre'
- Heldigvis har både Dronning Margrethe og Prins Henrik ind imellem skabt fine værker. Jeg er således ret glad for de illustrationer dronningen tilbage i 1970’erne udførte til Tolkiens bøger under pseudonymet Ingahild Grathmer, samt til ’Det tabte sagn’.
Her går det dekorative og drømmende op i en højere enhed, der samtidig giver plads til, at man selv kan digte videre.
J. R.R Tolkien 'Ringenes Herre'-bogserien. Udgivet af Gyldendal. 1977.
Dyreskulpturer
- I 70'erne udførte prins Henrik en række små skulpturer med dyr som motiv, blandt dem en giraf, der fint fanger dyrets særlige karakteristika – og gør det på en morsom måde.
Sådanne mindre skulpturer forstørres nogle gange op, dog med varierende held, for meget ændrer sig, når størrelsen forøges. Det gik nu ganske godt med den ’Torso’ som prinsen viste på den århusianske udendørsudstilling ’Sculpture by the Sea’ i 2009.
Sculptures by the Sea. Se eksempler på udstillingen her. (Obs: Billedet er fra afsløringen af Prinsgemalens statue 'Dronningen' i Gråsten i 2014)
Dronningens decoupager
- Så synes jeg faktisk, at dronningens ’decoupager’, hvor alverdens billedeudklip sættes sammen som en dekoration på for eksempel en æske, er ret fantastiske. Måske skyldes det, at hun ikke tager teknikken ligeså alvorligt som maleriet.
I alle tilfælde er decoupagerne langt mere løsslupne, humoristiske og fantasifulde end malerierne, og det er forrygende!
Værkerne optræder blandt andet i filmen 'De vilde svaner' om H.C. Andersen.
