5 fede spil vi brugte 90'erne på - og som du kan dyrke igen gratis

Er du klar til et rørende gensyn med Lemmings og Monkey Island? De klassiske spil lever videre på nettet - og venter bare på dig.

Det er svært at se, hvor slem skaden er, og om der egentlig er straffe ... men Sensible Soccers enkle gameplay er både nostalgisk og fantastisk. Det og masser af andre gamle spil kan du prøve online, kvit og frit.

Hvis du synes, 1990'erne gik utroligt hurtigt, så spørg dig selv, om du havde en Commodore 64, en SEGA-konsol eller en stor, larmende pc stående?

For så er det nok derfor. Denne artikels bagmænd brugte i hvert fald store dele af deres tidlige ungdom på at se på nordstats-soldater, firkantede fodboldspillere og Guybrush Threepwood - så meget tid, at et gensyn med de pixelerede helte kan være helt rørstrømsk...

... for ja, et gensyn kan sagtens komme på tale: Til alt held for de nostalgiske spillere har internetarkivet archive.org bevaret en lang række af de klassiske spil fra DOS, Commodore, SEGA og PC. Her er fem af dem, vi selv brugte tid på - de kan alle sammen spilles online, nogle af dem kan downloades.

Se faktaboksen nederst for en forklaring på hvad archive.org er.

North & South

Du ved måske nok, hvem der vandt den amerikanske borgerkrig - men i 'North & South' kan du lave om på både krigens gang og resultatet.

Du vælger først side i den historiske konflikt og skal derefter udkæmpe det ene slag efter det andet, stat for stat, med små pixelerede soldater, kanoner og kavaleri. I nogle stater risikerer du at blive overfaldet af indianere, i andre kan du plyndre toget - og hvis du slår uvejret til, er der hve runde et kompagni soldater, der ikke kan flytte sig for vandmængderne.

North & South (Infogames Europe), 1990. Spil det her.

Monkey Island 2

Historien om Guybrush Threepwood, der bliver hvirvlet ind i eventyr om spøgelser og skatte, er en klassisk pirathistorie - og så alligevel slet ikke. Spillet er sat i et fiktivt caribisk ø-rige befolket af romdrikkende, træbensbærende og excentriske søforbrydere.

Undervejs er der også masser af sort humor, metareferencer og glimt i øjet, hvilket ø-navne som Phatt og Booty bevidner. Spillet er gammeldags peg-og-klik-adventure med så meget personlighed, at det stadig kultdyrkes i dag.

'Monkey Island 2: LeChuck's Revenge' (LucasArts) 1991. Spil det her.

Lemmings

Frels alle dine lemminger ved at få dem fra A til B, uden de dør. Byg broer, undgå lava eller spræng forhindringer i luften - og hjælpe dem videre, så de ikke bliver offer for deres eget selvmorderiske instinkt.

Spillet blev så populært, at det er et af de computerspil, der er blevet udgivet på flest platforme. På indpakningen stod der 'Advarsel: Vi er skyld i sindssyge samt tab af hår og søvn', da det blev lanceret. Velkommen til lemmingernes verden - styr med piletasterne og alt-knappen på dit tastatur.

'Lemmings' (Psygnosis), 1992. Spil det her

Sim City

Det tog oprindelig måske kun syv dage at skabe hele verden - men i 90'erne brugte man alligevel hurtigt både nat og dag i flere uger på at spille SimCity. Her er du herre over din egen by og skal få den til at balancere mellem hyggelige boligkvarterer, forretningsområder, forurenende industri, veje og elforsyning.

Hvis ilden og tornadoerne raser mens kriminaliteten stiger, kan du selvfølgelig prøve at rette op på det med mere politi og brandvæsen. Men du kan også spille selvdestruktivt og underholdende ved at lade Godzilla-monstret ødelægge alt det, du lige har brugt en aften på at bygge op.

Spillet er udkomet i et utal af versioner - og findes stadig i dag. Her er det versionen til MS-DOS fra 1994, du kan prøve kræfter med

'SimCity' (Maxis), 1994. Spil det her.

Sensible Soccer

Savner du dengang, Danmark var regerende Europamestre? Dengang navne som Ruud Gullit, Roberto Baggio og Michael Laudrup regerede på grønsværen? Så forsvind i fodboldspillenes barndom med Sensible Soccer anno 1993.

Du kan vælge både national- og klubhold, skifte ud og vælge taktik. Men her er ikke fem valg mellem skudfinter, driblinger eller ekstra presspil.

Al retning i emulatorversionen styres med piletasterne - og alt-tasten er både til dit skud og din pasning, alt efter hvor længe du holder den nede.

Sensible Soccer (Renegade), 1993. Spil det her

  • archive.org er et non-profit internet-arkiv, der blandt andet samler spil i forældede formater.

  • Spillene er offentliggjort under regler fra USAs Library of Congress, der senest er fornyet i oktober 2015.

  • Der er også brugeruploads på archive.org. Men hold dig til de spil, der kan spilles online. Archive.org fjerner iøvrigt efter eget udsagn hurtigt materiale, hvis copyright-ejere kræver det.