Er der noget mere oplagt end at skrue op for Tina Dickows mange fine hits i dag?
Ikke rigtigt.
Den populære sangerinde fylder nemlig 40 år i dag, og snart drager hun tilmed ud på en næsten udsolgt soloturné, der bringer hende til en lang række danske byer.
En af de sangere og musikere, som Tina Dickow oftest har turneret med, er Steffen Brandt fra Tv-2. De to har kendt hinanden siden, Steffen Brandt hørte den unge Dickow synge en af hans sange tilbage i 2001.
Siden har de optrådt sammen et utal af gange, og særligt deres version af Leonard Cohens 'Hallelujah' har taget kegler hos publikum.
Men Tina Dickow er også selv en dygtig sangskriver, og derfor vil vi ikke bare fejre hendes runde fødselsdag, men også hendes sangskrivertalent.
Vi har derfor fået hendes ven og kollega Steffen Brandt til at udvælge fem sange, som han synes, du bør høre i dag.
Room With A View
Steffen Brandt fremhæver som det første denne sang, som du finder på Tina Dickows andet album ’In The Red’, der blev hendes gennembrud i 2005.
- Den viser nærmest grund-dna’et i Tina Dickows sangskrivning. Sangen handler om pigen, der ser verden fra et vindue med udsigt til en baggård i London. Hun reflekterer og handler. ’Room With A View’ er på en gang nøgtern og længselsfuld, siger Steffen Brandt.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59df5c106187a51600153181
On The Run
Sangen er fra Dickows populære album ‘Count To Ten’, der i år har ti års jubilæum. Et jubilæum hun blandt andet har fejret ved at spille albummet i sin helhed under sin koncert på Northside Festival, der fik flotte anmeldelser.
Steffen Brandt er også begejstret for albummet og særligt ’On The Run’.
- Igen besøger vi et gennemgående tema i Tinas sangskrivning – rastløsheden og bevægelsen fremad. Det mærker man tydeligt i sætningen ’It looks like freedom and it smells like fun, but it feels like being on the run’.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59df5c106187a51600153187
Craftmanship and Poetry
På det anmelderroste ’Count To Ten’-album finder du desuden sangen ’Craftmanship and Poetry’, som Steffen Brandt også synes, at du skal lytte til i dag. Han er særligt glad for en helt særlig sætning i teksten.
- Jeg er vild med de befriende, modige, livslystne og udfordrende linjer som ’Nor craftsmanship or poetry can keep a young girl happy forever’, siger han.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59df5c106187a5160015317c
Friend In A Bar
Sangen her er fra trilogien ‘A Beginning, A Detour, An Open Ending’ fra 2008. Samme år vandt Dickow for anden gang Gaffa-prisen for bedste danske sangerinde. I dag har hun endda tre af de statuetter stående.
- Sangen handler om pigen, der missede den store kærlighed af indlysende grunde, men alligevel sidder og venter og klynger sig til håbet om, at kærligheden ringer tilbage. Og har vi ikke alle en aktie i den fortælling, spørger Steffen Brandt.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59df5c106187a51600153184
Nobody’s Man
Sangen her er endnu en Tina Dickow-klassiker fra albummet ’In The Red’. Singlen ’Nobody’s Man’ var i 2005 Ugens Uundgåelige på P3, og kort efter vandt hun P3 Prisen ved P3 Guld.
- ’Nobody’s Man’ handler om det menneske, der vælger uafhængigheden – og dermed ensomheden? – fremfor en bindende aftale. Måske fordi hovedpersonen i sangen har læst det, der står med småt i kontrakten, siger Steffen Brandt om nummeret.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59df5c106187a5160015317b