Dronningen af mordgåder er tilbage: Her er hendes 5 bedste film

Legenden Agatha Christie er igen aktuel med sin klassiske fortælling om ’Mordet i Orientekspressen’, der er blevet genindspillet til det store lærred.

Kenneth Branagh spiller mesterdetektiven Hercule Poirot i den nye filmatisering af Agatha Christies krimiklassiker. (Foto: © Collage, Nordisk Film og Getty Images)

Med dagens premiere på ’Mordet i Orientekspressen’ vender en gammel kending tilbage i vores bevidsthed. Nemlig detektiven Hercule Poirot – du ved, ham med det markante overskæg og den tykke accent.

Denne gang er det Kenneth Branagh, der både spiller hovedrollen og instruerer det stjernespækkede hold.

På plakaten ses blandt andet kendte navne som Johnny Depp, Judi Dench, Penelope Cruz og Michelle Pfeiffer.

Den største stjerne er dog Agatha Christie selv – forfatteren bag filmens forlæg – der i sin levetid leverede en vellykket buffet af mordgåder i sine mange bøger, hvoraf en lang række af dem er blevet til film.

Læs også

Tør du? 3 mordgåder der sidder fast længe efter du har lagt bogen

En, der kender sin Agatha Christie-historie til fingerspidserne, er dramaturg Michael Søby. Han har set de fleste af filmatiseringerne og anbefaler her de fem bedste, som du bør se, hvis du trænger til en god krimi.

Loading preview...

Anklagerens vidne

Denne film er et retssalsdrama, og et ’afsindigt spændende og morsomt et af slagsen’, mener Michael Søby.

- Noget af det, som Agatha Christie var bedst til, var at plotte en film bedre end noget andet. Hun var god til at dosere rækkefølgen af de informationer, vi får som seere og læsere, så det er spændende.

’Anklagerens vidne’ var nomineret til seks Oscar blandt andet for bedste film, bedste mandlige hovedrolle (Charles Laughton) og bedste kvindelige birolle (Elsa Lanchester). Der var dog ingen nominering til tyske Malene Dietrich, der ellers har en af sine mest overraskende roller her og spiller den forrygende, mener Michael Søby.

Historien bygger på et skuespil, som Christie skrev. Hun var nemlig også var en stor dramatiker og er tilmed den eneste kvindelige dramatiker, der har haft tre teaterstykker sat op i London på samme tid. ’Musefælden’, der havde premiere i 50’erne, spiller i øvrigt stadig.

Anklagerens vidne, 1957. Instrueret af Billy Wilder. '

Loading preview...

4.50 fra Paddington

Denne film er den første Agatha Christie-film med skuespiller Margaret Rutherford i hovedrollen som den ældre detektivkvinde, Miss Marple – en rolle hun fik lov til at arbejde videre med.

- Fordi det blev sådan en succes, lavede de flere film med Margaret Rutherford som Miss Marple, fortæller Michael Søby.

Historie i netop denne film kredser om et mord, som vores modne helt overværer.

Læs også

Fra bog til bio: Fem fede krimi-filmatiseringer, der faktisk fungerer

Miss Mabel falder i søvn på et tog og vågner, da et andet tog stopper op på skinnerne ved siden af. I sin søvndøs ser hun et mord. Ingen tror dog på den ældre dame, så Miss Marple må på noget nær egen hånd finde frem til morderen.

- I filmen får man i øvrigt nogle glimt af Joan Hickson, der af mange regnes for den definitive Miss Marple takket være en berømmet tv-serie, siger Michael Søby.

’4.50 fra Paddington’, 1961. Instrueret af George Pollock.

Loading preview...

Mordet i Orientekspressen (1974)

Den første udgave af ’Mordet i Orientekspressen’ er lige så stjernespækket og velfortalt som den nye filmatisering, mener Michael Søby.

- Filmen er utrolig velproduceret – ligesom den nye – og har en pragtfuld rolleliste med en stjerneparade, sjældent set før. Så den nye er hverken mere eller mindre imponerende på den front.

På rollelisten ses stjerner som Albert Finney, Sean Connery, John Gielgud, Lauren Bacall og Ingrid Bergman. Sidstnævnte vandt tilmed en Oscar for sin rolle. Men historien i sig selv bør også får dig til at se filmen.

- Der er virkelig kælet for historien i filmen og dens afvikling. Faktisk er det Agatha Christies mest velkonstruerede plot og det hele smelter sammen som et elegant stykke musik. Et bevis på, hvor begavet en forfatter, hun var.

Sidste gang Agatha Christie viste sig offentlig var i øvrigt til premieren på ’Mordet i Orientekspressen’ i 1974, inden sin død i 1976.

’Mordet i Orientekspressen’, 1974. Instrueret af Sidney Lumet.

Loading preview...

Døden på Nilen

Selvom den biografaktuelle, nye udgave af ’Mordet i Orientekspressen’ er flot, så er ’Døden på Nilen’ stadig den flotteste af alle Agatha Christie-filmatiseringerne, mener Michael Søby.

- Den inddrager på flotteste vis Egypten. Mordet sker under en glamourøs sejltur på Nilen, og efter filmens premiere steg landets turisme betragtelig. Den film er virkelig en fest for øjnene med de flotte egyptiske omgivelser og Oscar-belønnede kostumer.

- Og rollelisten er på det nærmeste et overflødighedshorn af gode skuespillere.

På plakaten er blandt andre Mia Farrow, David Niven, Bette Davis og Maggie Smith, og så er det første gang, at Peter Ustinov spiller hovedrollen som Hercule Poirot. Ja, det her er også en film med den belgiske detektiv.

Derudover ses skuespillerinden Angela Lansbury i en prisbelønnet rolle. Det var i øvrigt hende, der senere kom til at løse mordgåder i den populære tv-serie ’Hun så et mord’.

’Døden på Nilen’, 1978. Instrueret af John Guillermin.

Læs også

Svensk mellemøst-thriller begejstrer DRs anmelder: Én af de mest spændende krimier længe

Loading preview...

Mord i spejlet

Denne film er endnu en vellykket Miss Marple-historie i historiske omgivelser, og her er det faktisk med den føromtalte Angela Lansbury i hovedrollen som den modne detektiv.

- Hendes præstation blev startskuddet for tv-serien ’Hun så et mord’, der foregik i nutiden og havde en moderne Miss Marple-figur ved navn Jessica Fletcher i centrum, fortæller Michael Søby.

’Mordet i spejlet’ handler om et filmhold, der kommer til en lille landsby, og snart bliver der begået ikke bare et men flere mord.

- Filmens største præstation yder Elizabeth Taylor, der spiller en skuespiller, som nogen vil slå ihjel. Filmen indeholder en skøn parodi på filmmiljøet og det hele serveres uhyre vittigt.

- Og så er det et overraskende rørende film, hvor man faktisk får en tåre i øjet til sidst, siger Michael Søby.

’Mord i Spejlet’, 1981. Instrueret af Guy Hamilton.