Guitaristen Carlos Santana fylder 70!

Med sange som ’Samba Pa Ti’, ’Smooth’ eller hans legendariske fortolkning af Fleetwood Macs ’Black Magic Woman’ har han slået sit navn fast igennem fem årtier, fordi han (blandt andet) er en gudsbenådet musiker på sit felt. http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:596f39a6a11f9f11e4c305e9

Hans spillestil er både rå og elegant på samme tid – kombineret med en særlig latino-tone, når han slår strengene an.

Han har formået at bringe eksotisme ind i den tunge og til tider bombastiske rockmusik.

Her følger fem andre verdensklasse guitarister, som hver især har kendetegn, der har gjort dem til inspirationskilder for generationer.​

Jimi Hendrix - Pigtrådsmusikkens bannerfører

Han satte strøm til guitaren, som ingen anden.

Et naturtalent, som mestrede den sarte sjæl og det hidsige tempo i én og samme tone. Hans tekniske formåen på en guitar overgik langt de fleste andre rockguitarister igennem 60’erne, og sangene, spillestilen og lyden på Hendrix’ seks strenge når langt ud over de bare tre album, han nåede at lave som solist, inden han døde i 1970.

Inden da, havde blandt andet Bob Dylan kastet sig over rocken fremfor den bluesede folk-music, der havde gjort ham berømt – og Miles Davis slyngede sig selv og sine musikere ud i jazz med distortion. Begge med direkte hilsener til det, som Jimi Hendrix havde gjort – ikke bare i rocken, men på hele musikscenen.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:596f25aca11f9f11e4c30539​

Joan Jett – Kompromisløs i en mandsdomineret verden

Den ekvilibristiske guitar-verden er ofte ført frem af mænd, især i den hårde rock genre op igennem 60’erne og 70’erne, selvom artister som Joni Mitchell, Elisabeth Cotton og Nancy Wilson fra Heart også har sat deres præg på scenen.

Som et af de første store kvindelige forbilleder på rock og metalscenen, brød en ung Joan Jett igennem i 70’erne, først med The Runaways og siden med Joan Jett & The Blackhearts, med sit kompromisløse spil og nogle hårdtslående riff.

Det gjorde hende ikke blot mindst lige så respekteret som sine mandlige kollegaer, men også til en solid skikkelse at se op til for mange af de kvinder, der i slutningen af 70’erne og 80’erne tog guitaren op og fyrede den af – side om side med mændene!

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:596f25aca11f9f11e4c3053a​

Stephen Carpenter – Når 6 strenge ikke er nok

Guitarist fra det amerikanske metalband Deftones og spiller oftest på en guitar med otte strenge, hvilket er sjældent set.

I slutningen af 90’erne ville Stephen ’Steff’ Carpenter have en tungere lyd, og skiftede sine seks strenge ud med syv. Da det ikke var nok, måtte han have en ekstra, så han kunne skabe samme tyngde på sin guitar, som en bas har.

’Steff’ er dog ikke alene om at skulle sprede sine pølser over et bredt gribebræt. Bands som Meshuggah, Emperor og Godflesh benytter sig også af otte strenge, og rygtet vil vide, at ’Steff’ har eksperimenteret med en niende streng, hvilket enten blev for kompliceret - eller bare ikke lød godt.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:596f25ac6187a413406fcd08​

Maggie Björklund – Mesteren på guitaren der ligger ned

De fleste guitarister står op og spiller. Det har danske Maggie Björklund også gjort, da hun i sin tid var med i Darleens og Miss B. Haven.

Men siden et sted i 90’erne har hun mest siddet ned med sin guitar. Det gør hun på sine soloplader, og når hun turnerer med Sort Sol eller Jack Whites backingband The Peacocks.

Hun spiller nemlig pedal steel, som primært er brugt i country & western, og er konstrueret så strengene ligger vandret.

Maggie bruger fingre, fodpedaler og et metalrør til at frembringe de glidende og længselsfulde toner og har især i det seneste årti været en flittig gæst på danske og internationale artisters album og koncerter, fordi hun er en, som få, der mestrer en pedal steel i teknik og spillemåde.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:596f25ac6187a413406fcd0a​

Adam Granduciel – Ham, resten af bandet spiller op til

Det amerikanske band The War on Drugs' lange sange er som rejser ned igennem musikhistorien, hvor de henter fra brønden med Eagels, Tom Petty, Springsteen og mange flere – vi taler stadionrock.

Og alle stadionrockbands har en guitarekvilibrist.

I The War on Drugs hedder han Adam Granduciel, er forsanger i bandet, i slutningen af 30’erne og placerer ofte en flere minutter lang guitarsolo i hvert nummer til bandets koncerter.

Undervejs kan det næsten virke som om resten af bandet bare spiller hen til den næste guitarsolo – og det betyder ikke nødvendigvis kedsomhed, hvis du også elsker lyden af en guitar, der er spillet til nærmest perfektion.

Samtidig står Adam Granduciel lidt som en ener på scenen anno 2017 – der er ikke de samme guitarvituoser i dag, som dengang de første sprang ud i 60’erne og 70’erne.

Se eksempelvis Adams guitarfærdigheder live her.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:596f25ac6187a413406fcd07