Gys til de mørke vinteraftener: Disse 5 spil kan skræmme livet af enhver

Trænger du til et vanvittigt gys i vintermørket? Så er her en håndfuld skræmmende – og klamme – spil, der får dig ud på kanten af stolen.

Er du til computerspil med blodige kampe og sadistiske monstre som dette, så vil du elsker spillene i denne anbefaling. Her er det et billede fra 'Resident Evil'-serien. (© Capcom)

Vinteren har meldt sin ankomst med grå dage, kulde og mørke nætter. Og hvad er bedre end at fordybe sig et virkelig godt gys i mørket?

Jeg har fundet fem af mine egne yndlingstitler, der har rørt mig og skræmt mig. Spil, der har fået mig til at sidde på kanten af stolen, og som jeg ikke har turde spille, når jeg var alene hjemme.

Lad denne liste være en ledetråd, hvis du mangler et vanvittigt gys til din PC eller konsol, men der er utallige gode titler derude, der kan skræmme livet af dig i vintermørket.

Se flere forslag nederst på siden.

Jeg tør ikke gennemføre 'P.T.'

Spillet med den underlige titel 'P.T.' er uden tvivl det mest skræmmende, jeg nogensinde har spillet. Faktisk er 'P.T.' så skræmmende, at jeg aldrig har turde gennemføre det.

I spillet går man igennem de samme få rum igen og igen, som i et mareridt der aldrig får ende. Hver gang man når til den sidste dør, puster man ud, men det er en stakket frist, for mareridtet starter bare forfra. Hver tur ned ad gangen sker der noget skræmmende, der intensiverer stemningen. Og det eneste man kan gøre er at føle sig hjælpeløs og sårbar. Helt igennem fænomenalt skræmmende stemning.

Pro-tip: 'P.T.' betyder egentlig ”Playable Teaser” og er faktisk kun en demo af et spil, der aldrig blev til noget, desværre. Spillet skulle ellers instrueres af Hideo Kojima ('Metal Gear Solid') og filminstruktøren Guillermo del Toro ('Pan’s Labyrint'). Format: PlayStation 4, spillet kan desværre ikke hentes fra PlayStation Store længere, så du kan kun spille det, hvis du kender nogen, der kender nogen. Udvikler: 7780s Studio, Konami, 2014

Kuldegysninger og kædesav i 'Resident Evil 4'

Præsidentens datter er forsvundet i et øde område af Spanien, og som den hærdede eksbetjent Leon S. Kennedy skal man redde hende.

Desværre er hverken den lokale befolkning eller den lokale fauna gæstfri. Faktisk involverer lokalbefolkningens fortolkning af gæstfrihed knive, kædesave og menneskeofringer. Jeg kan stadig ikke høre vrum-vrum-vrum-lyden af en kædesav uden at få kuldegysninger.

Pro-tip: Resident Evil-serien er snart 20 år gammel og en syver er på vej, men for mig står 'Resident Evil 4' som det allerbedste. Format: Alt fra Nintendo GameCube og frem. Der er ingen undskyldning for ikke at spille det. Udvikler: Capcom 2005

Ensom kamp på liv og død i 'Dead Space'

I 'Dead Space' skal man som ingeniøren Isaac Clarke forsøge at overleve på et gigantisk mineskib, hvor resten af den enorme besætning har dræbt hinanden i en blodrus.

Desværre forbliver de ikke døde, for besætningen er blevet til ”Necromorphs” – en slags udøde aliens, hvis eneste drøm om første kontakt handler om deres tænder mod Isaacs strube.

Det betyder en kamp på liv og død, hvor Isaac skal bruge sin ingeniør-erfaring til at redde livet. Hektisk, ensomt og skrækindjagende.

Pro-tip: Der er kommet to yderligere spil i serien og selvom de teknisk er blevet bedre, så er det det første spil, der er mest uhyggelig. Format: Windows, PlayStation 3, Xbox 360 Udvikler: EA Redwood Shores, 2008

Frem med øksen i 'Condemned'

I byen Metro er de hjemløse af uvisse årsager blevet ekstremt voldelige. Som den uligvægtige FBI-agent Ethan Thomas skal man undersøge, hvad der foregår, men man bliver i stedet eftersøgt for mordet på flere kolleger.

Isoleret fra politistyrken og uden tjenestepistol skal man forsøge at finde gerningsmanden. Desværre står der utallige skræmmende galninge i vejen, som man bliver nødt til at stoppe med brandøkser og brædder i hovedet. Voldeligt, blodigt og ultrauhyggeligt, fordi man føler sig isoleret og sårbar.

Pro-tip: Condemned er forbudt i Tyskland, fordi det blev anset for at glorificere vold. Platform: Xbox 360, Windows Udvikler: Monolith, Sega, 2005

Guf for masochister i 'Bloodborne'

I den gotiske by Yharnam er byens indbyggere blevet forvandlet til skræmmende, makabre væsner. Monstrene er afsindigt svære at overvinde, men samtidig kan man ikke bare gemme spillet, når man vil.

Det betyder, at man puster og pruster for at kunne nå sikkert i mål næste sted, mens ens ressourcer langsomt forsvinder i jagten på et kort øjebliks pause og mulighed for at gemme ens fremskridt. Det skaber en helt usædvanlig sårbarhed og ”smid controlleren igennem skærmen i frustration”-øjeblikke. Guf for masochister.

Pro-tip: 'Bloodborne' er lavet af samme udviklere som bl.a. 'Dark Souls', der ligesom 'Bloodborne' kan sende hjertet op i halsen. Spillene har høj sværhedsgrad, men belønner samtidig spilleren, når man gør sig umage. Platform: PlayStation 4 Udvikler: FromSoftware, 2015

Har du fået blod på tanden (om man så må sige), så er her andre forslag på titler, du kan fordybe dig i, når nætterne bliver længere:

'SOMA', 'Silent Hill'-serien, 'Blood Siren'-serien, 'Penumbra', 'Fatal Frame'-serien, 'F.E.A.R.'-serien, 'Demon’s Souls', 'Dark Souls'-serien, 'System Shock'-serien, 'Fallout 3 & 4', 'Heavy Rain', 'Bioshock', 'Call of Cthulhu: Dark Corners of the Earth'. Kom gerne med dine egne forslag.

  • Morten Greve er tidligere spildesigner og spilredaktør på et større dansk livsstilsmagasin for mænd.

  • Er passioneret gamer og ambassadør for, at spil skal tages mere seriøst som kulturform.

  • Digital tilrettelægger på dr.dk/viden.