I dag skyder Aarhus gang i ti dages jazzfestival.
’JazzzZzzZz…’ tænker du måske. Men det er der ingen grund til, for der er masser af kræs på programmet.
Også for dig, der måske ikke lige swinger med på fusionsjazzen og lange saxofonsoloer.
Her på redaktionen har vi tygget os igennem hele programmet og udvalgt en håndfuld koncerter, som vi selv gerne vil opleve – og desuden anbefale til vores venner. Og til dig.
Bremer/McCoy
Marie Ravn anbefaler:
- Hvis du har hang til rolig og stemningsfyldt musik, så kan jeg kun anbefale, at du kigger forbi, når duoen Bremer/McCoy spiller. Og hvis du på nogen måde føler dig lidt stresset eller forjaget, så er duoen rart og meditativt selskab.
- Jeg opdagede dem lidt tilfældigt under en gratis festival i hovedstaden og blev grebet af deres sprøde drømmebilleder, serveret på kontrabas og klaver. Deres melodier svinger på sådan en dvælende, lækker måde, og flere steder kan man tydeligt høre deres inspiration fra den elektroniske dub-genre.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59660dcb6187a40e58f51874
Duoen spiller på Radar søndag 16. juli klokken 20.
The House - Kirstine Schneider
Trine Birk anbefaler:
- Jeg spillede violin som barn, og violinen har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Måske fordi det smukke instrument formår at ramme lige ind i solar plexus af ens følelser. Det kræver selvfølgelig også, at violinisten er en fantastisk formidler – og dét er den unge violinist Kirstine Schneider.
- Derfor vil jeg rigtig gerne se hende spille Bach i det gamle, rå værksted Spanien 19 B. Hun har allerede modtaget adskillige priser for sit store talent – blandt andet P2-talentprisen 2017, og jeg er sikker på, at de rå rammer sammen med Kirstine vil skabe en helt særlig atmosfære, som man tager med sig ud af døren bagefter.
Oplev hende i Spanien 19B – Kunstnerisk Værksted, torsdag 20. juli kl. 11.00
Madeleine Peyroux
Marie Ravn anbefaler:
- Den fransk-amerikanske sangerinde Madeleine Peyroux har en vild lyd. En stemme som hendes finder man i hvert fald ikke andre steder – det skulle da kun lige være hos legendariske Billie Holliday, som hun indimellem sammenlignes med.
- Jeg har aldrig oplevet Madeleine Peyroux live, men sætter man hendes plader på, er man sikker på at få en omgang lækker og blød jazz. Tjek især hendes fantastiske version af Bob Dylans ’You’re Gonna Make Me Lonesome When You Go’.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59673bc46187a40e58f51e87
Hun spiller i Musikhuset Aarhus tirsdag 18. juli kl. 20.
Jysk Talent Big Band feat. Kathrine Windfeld
Trine Birk anbefaler:
- Den står på masser af ungt talent, når den unge komponist, jazzpianist og arrangør Kathrine Windfeld møder det aarhusianske ’Jysk Talent Big Band’.
Bigbandet er sammensat af unge, talentfulde jazzmusikere fra Aarhus og omegn, mens Kathrine Windfeld, der vandt prisen som ’Årets nye danske jazznavn’ ved Danish Music Awards i 2016, til daglig har sit eget bigband. - Denne dag ’låner’ hun så de aarhusianske talenter, og jeg er sikker på, at det ikke kun bliver stort i omfang, men også en stor oplevelse at høre så mange unge talenter spille sammen på én gang.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5968c13b6187a50b485c3e0c
De kan opleves på Bispetorvet, lørdag 15. juli kl. 16.00