Mille Dinesen: 4 bøger, jeg har lyst til at læse igen og igen

Bøger, der minder hende om at leve i nuet, er blandt skuespiller og forfatter Mille Dinesens favoritter.

I september i år debuterede Mille Dinesen som forfatter med bogen 'Min egen vej - inspiration til et sundt liv i balance'. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Den 42-årige skuespillerinde er kendt for blandt andre tv-serien 'Nynne' samt filmen af samme navn og tv-serien 'Rita'. Derudover har hun netop deltaget i 'Vild med dans' på TV 2, hvor Mille Dinesen fik en andenplads sammen med dansepartneren Mads Vad.

I september i år udkom hun desuden med sin første bog 'Min egen vej - inspiration til et sundt liv i balance', der er hendes personlige fortælling med gode råd, øvelser, teknikker og opskrifter til det, der i dag udgør Mille Dinesens eget sundhedsfundament.

For godt 15 år siden fik hun at vide, at hun angiveligt havde sklerose efter hun havde haft summen i det ene ben. Det fik hende til at researche i sundhedstrends og alternative behandlingsformer. Hun har aldrig fået medicinsk behandling og har heller ikke haft symptomer på sygdommen siden.

Med bogen kan Mille Dinesen nu også skrive forfatter på sit lange cv, og hun holder også selv meget af at læse.

Her får du et indblik i, hvilke bøger hun kan læse igen og igen:

'Nuets kraft'

- Jeg bruger dem som sådan en opslagsbog. Forfatter Eckhart Tolle siger det der med, at vi skal huske at leve i nuet. Det er egentlig ikke noget, som vi ikke godt er klar over som mennesker, men vi bliver nødt til at blive mindet om det gang på gang. Sådan har jeg det i hvert fald, så derfor er det min yndlingsbog, siger Mille Dinesen.

- Så fortæller han også om alt muligt andet - om smertekroppen og hvordan ting lagrer sig fysisk i kroppen. Det er en skide interessant bog og en dejlig god reminder.

'Nuets kraft' af Eckhart Tolle.

'Døden og en pingvin'

- Det er en helt fantastisk fortælling. Det er bare sådan en, man har lyst til at lave på film. Den handler om en forfatter, som ikke kan slå igennem som forfatter, og så bliver han hyret til at skrive dødsannoncer.

- Så er der en zoologisk have i nærheden af ham, der skal nedlægges, og så tager han en pingvin til sig og lever sammen med den her pingvin. Det er bare sådan en helt magisk fortælling, og jeg får altid billeder i hovedet, når jeg læser den. Jeg har virkelig lyst til, at den skal filmatiseres den bog.

'Døden og en pingvin' af Andrej Kurkov.

'Den Lille Prins'

- Historien om 'Den Lille Prins' kan jeg læse igen og igen. Den har jeg også lige læst for min lille niece. Det er bare sådan en fantastisk sød fortælling.

Den Lille Prins af Antoine de Saint-Exupéry.

H.C. Andersens eventyr

- Jeg kan i det hele taget rigtig godt lide eventyr, især H. C. Andersens eventyr. Dem kan jeg også læse igen og igen. 'Kærestefolkene', synes jeg, er ret skøn. Og 'Den grimme ælling'. Ja, altså jeg kan jo godt lide dem alle sammen. De hjælper mig også til at være i nuet.

Eventyr af H. C. Andersen.