Hvis man nærmest egenhændigt opfinder en hel musikgenre, og skaber anmelderroste album og energiske koncerter gennem fem årtier, så fortjener man et kæmpe klap på skulderen.
Eller en stjernespækket biografdokumentar, som det er tilfældet med det bioaktuelle Iggy Pop-portræt, 'Gimme Danger'.
I den anledning præsenterer musikekspert Rune Hedeman fra P6 BEAT en række interessante kunstnere, der fortjener at blive foreviget i et biografvenligt format - og introduceret til et helt nyt publikum:
Sade
Med numre 'Sweetest Taboo' og 'By Your Side' har den sky britiske sangerinde med de nigerianske rødder særstatus.
Sade aka. Helen Folasade Adu har på forunderlig vis formået at skabe musik og tekster, der rækker længere end sovekammeret - ja, faktisk afgrundsdybt i følelsesregistret. Det skyldes ikke mindst den sublime vokal og tekster:
- Hun er notorisk introvert og udtaler sig sjældent til pressen, hvorfor myten omkring Sade kun er vokset. Derfor er jeg også nysgerrig og ønsker mig brændende en dokumentar om en af verdens smukkeste og indfølende stemmer.
Alex Chilton (Big Star)
Selvom historien bag kultbandet Big Star fik sin egen dokumentar i 'Nobody Can Hurt Me' i 2009, så er den afdøde forsanger Alex Chilton et kapitel, eller, en dokumentar for sig.
Alex Chilton var et gudsbenået geni, der blev plaget af misbrug og psykiske problemer, men hvis musikalske arv har haft massiv indflydelse på bands som Nirvana, Wilco og R.E.M - og hyldes i dag over verden over. En gusbenådet sangskriver, mener Rune Hedeman:
- Chilton er blevet kaldt power-poppens gudfar, og den betegnelse sidder fint på en mand, der som teenager (17-årig!!) fik sin første nummer-et-single med bandet The Box Tops og sangen ’The Letter’.
Rage Against The Machine
Anført af forsangeren Zack de la Rocha smadrede gruppen igennem lydmuren i 90'erne med en unik blanding af politiske budskaber, der blev serveret med punkens rå energi, aktivistens sans for iscenesættelse og rapperens fornemmelse for flow og tekst.
Alt lige fra Tibets uafhængighed, Vietnam-krigen og social ulighed er blevet italesat i Rage Against The Machines univers. Af samme grund er 'Bombtrack' og 'Killing in the Name of' evergreens under demonstrationer.
- At der aldrig er blevet lavet en dokumentar om det vigtigste rap-rockband fra halvfemserne er mig en gåde, mener Rune Hedeman.
Jason Pierce (Spiritualized)
I år er det 20 år siden, at gruppen Spiritualized udgav sit mesterværk 'Ladies And Gentlemen We’re Floating In Space'.
Hvis man kigger på forsanger Jason Pierces musikalske levned helt tilbage fra gruppen Spaceman 3 i 80'erne og frem til nu, så er det en stormfuld rejse med misbrug, forliste forhold, storladne symfoniske psych-skæringer og senest et livstruende sygdomsforløb.
- Det er både klassisk rock'n'roll-mytologi, men også en mand, der konsekvent går sine egne veje og derfor også insisterer på at skrive, udføre, arrangere, producere og masterere alle sine plader selv, fortæller Rune Hedeman.
- Med andre ord; en unik rock-auteur, der fortjener en unik skildring.
Jerry Lee Lewis
Dengang i 50'erne, da 'rock' stadig var den engelske betegnelse for geologisk materiale, skabte Jerry Lee Lewis aka. The Killer musikalske milepæle såsom hittet 'Great Balls of Fire'.
Hans utæmmelige energi og vilde sceneshows, f.eks. med afbrænding af klaverer, foregreb The Killer den rock'n'roll-ånd, der forgrener sig helt op i 2017. Han fik blandt andet kirken og en hær af bekymrede forældre på nakken på grund af sine udskejelser, og det fortjener at blive besunget:
- Der er blandt andet historien om dengang, en bevæbnet Jerry Lee Lewis opsøgte selveste Elvis på Graceland, fordi han ville have afgjort, hvem den ægte konge var. Så er der også den om, at han giftede sig med sin blot 13-årige halvkusine, da han selv var 22 år, fortæller Rune Hedeman.
- Jerry Lee Lewis’ liv er nærmest et tag-selv-bord af vilde, medrivende - og til tider frastødende - historier, som man snildt kunne fylde en spændende dokumentar med.
- •
"Gimme Danger" (2016) er instrueret af Jim Jarmusch, og har premiere i dag i en række biografer landet over.
- •
Dokumentaren er indstillet til flere priser, og har fået 95 % score på anmeldersitet Rottentomatoes.com.
Se trailer her Gimme Danger her:
