Hun tog danskerne med storm i klassikeren 'Den eneste ene' fra 1999, og hun har i mere end to årtier medvirket i et hav af både danske og udenlandske film og serier.
Og hun har travlt, den gode Sidse Babett Knudsen, for til næste år kan hun ses i flere film - heriblandt den danske filmatisering af bogen 'Undtagelsen', den nye danske film 'Kød og blod' samt den franske film 'Les traducteurs'.
Den danske skuespillerinde Sidse Babett Knudsen fylder i dag 50 år, og i den anledning anbefaler filmanmelder Maria Månson de fem største film og og serier, hun har medvirket i.
Men Sidse Babett Knudsen har også medvirket i en serie, som mange måske ikke lige vidste, hun var med i. Og dét afsnit fik Maria Månson til at få aftenkaffen galt i halsen - på den gode måde.
The Duke of Burgundy (2014)
- I mine øjne Sidses glansrolle, omend den ikke er særlig kendt. Hun spiller Cynthia, der er den ene halvdel af et kærlighedsforhold gennemsyret af magtspil, erotik og bondage.
- Alt sammen pakket sirligt stilet ind i den engelske instruktør Peter Stricklands vanlige sans for det sanselige. Og så spiller sommerfugle og insekter også en væsentlig rolle. Få den set! Du har aldrig set noget lignende!
Efter brylluppet (2006)
- Åh, Mads Mikkelsen og Sidse Babett Knudsen over for hinanden i Susanne Biers tolv år gamle drama.Det er så godt! Og se dem begge nu!
- Der er sådan en nervøs energi over deres spil, der får den anspændte, akavede stemning til at vælte ud gennem lærredet. Og som ofte i Biers film er dramaet spundet op på eksistentielle valg. I dette tilfælde med kærlighed og idealisme som garnet i fortælle-strikketøjet.
Westworld (2016)
- Jeg elsker den her serie og dens labyrintiske, umulige, sortseende og helt, helt vidunderlige historie.
- Sidse Babett Knudsen spiller i første sæson en benhård bosslady, der forsøger at bevare kontrollen - og sin egen røv over vandskorpen i en forlystelsespark, hvor man har bygget menneskelignende robotter til at tage sig af de 'rigtige' menneskers allermørkeste lyster.
Borgen (2010-13)
- Hvis man skal nævne dén rolle, der har været allervigtigst for Sidse Babett Knudsen, så må det utvetydigt være denne. I DR-serien Borgen møder vi Birgitte Nyborg først som aspirerende til den politiske trone, siden kæmpende for at beholde statsministerposten.
- Dét her er Danmarks svar på 'House of Cards', og den er kendt, elsket og beundret verden over. Og heldigvis fik verden også øjnene op for Sidse Babett Knudsens skuespiltalent. Resten er historie.
Den Eneste Ene (1999)
- Der er flere film af Susanne Bier på denne liste, og det skyldes ganske enkelt, at hun var en af de første til at spotte Sidses alsidighed.
- Med denne rolle blev Sidse katapulteret ud i snosken på os alle sammen som den elskeligt uligevægtige Sus, der bøvler så grusomt med kærligheden.
Og så den, du måske ikke lige kendte: The Simpsons (2018)
- Hvad i hele hule h...? Først skal man lige kapere, at selveste Simpsons-familien, Springfields bedste børn, tager til Danmark i et afsnit for at snyde den danske stat til at give gamle 'Grampa' en gratis operation.
- Og så, til sidst i afsnittet, toner Sidses fløjlsbløde stemme saftsuseme ud af munden på en temmelig 'lækkersøvnig', dansk dame, der er ude med riven efter Homer. Skønt afsnit! Jeg fik i hvert fald aftenkaffen galt i halsen - på den gode måde.
