Endelig er sommerferien her!
For alle seriefans betyder det muligheden for at krybe i hi for solens farlige stråler og indhente alle yndlingsserierne.
Eller måske er det tidspunktet, hvor en rigtig seriefan kan forkæle sig selv og få en helt personlig oplevelse af sin yndlingsserie ved at rejse ud i verden og se, hvor serien er blevet til.
Vi har fundet fem serier, som du kan komme tættere på med en europæisk sviptur.
Downton Abbey
Er man til periode dramaer, er der næppe nogen serie, der har haft så stor global succes som 'Downton Abbey' over de seneste år.
I serien følger man den adelige familie Crawleys op- og nedture i årene 1912-1926. Men selvom 'Downton Abbey' er fiktion, eksisterer selve slottet, der udgør rammen for serien dog. Og det tager gerne imod turister.
Slottet hedder Highclere Castle og ligger i det nordlige Hampshire i England. Scener fra serien er både optaget inden- og udendørs på slottet.
Se mere HER.
Game of Thrones
Skulle du ikke have opdaget det, så starter syvende og næstsidste sæson af den episke fantasy-serie 'Game of Thrones' i midten af juli i år.
Indtil da er der fremragende muligheder for at opleve de smukke kulisser her i Europa. Serien bliver primært optaget i Nordirland, hvor man kan opleve et væld af kendte locations og tage på deciderede guidede Game of Thrones-ture.
Vil man til lidt varmere egne og stadig få en bid af 'Game of Thrones', har både Malta, dele af Spanien og Dubrovnik i Kroatien være kulisser på tværs af seriens mange sæsoner. Rejser man til Island kan man opleve stemningen og kulisserne til 'Beyond the Wall'.
Se mere HER.
Matador
Landet er igen grebet af livet i provinsbyen Korsbæk, efter DR igen-igen sendte 'Matador' i foråret.
Serien vender første tilbage til tv i efteråret, men indtil da kan man måske stadig få en lille bid af den lille by.
Selvom Korsbæk desværre blot var kulisser, da serien blev indspillet tilbage i 1978-1981, har det ikke forhindret Bakken i at lave en efterligning af den lille by med velsignelse af 100 års-fødselaren Lise Nørgaard herself.
I byen kan man møde de mange karakterer og få sig en lille skarp på Postgaarden.
Se mere HER.
Outlander
I serien 'Outlander' følger man sygeplejersken Claire Randall, der ved et uheld bliver sendt tilbage i tiden, da hun træder ind i en stencirkel i Skotland.
Hun lander i Skotland 200 år tidligere, hvor hun bliver inddraget i et oprør mellem skotske klaner og den engelske trone - og naturligvis finder hun kærligheden, som man jo bør, når man pludselig lander i fortiden.
Serien præsenterer virkelig mange smukke gamle slotte og landområder, som man kan opleve i den virkelige verden. Og vil man opleve de årtusinder gamle kulisser til stencirklen som Claire rejste i tiden med, så kan man også det.
Få gode tips på kortet HER.
Sherlock
Det er ikke et fantastisk slot, en slagmark eller et smukt landområde, men den fremragende detektivserie 'Sherlock' med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman i hovedrollerne har gjort nye dele af London til magneter for fans.
Oprindeligt har det været den virkelige Baker Street i London, der har tiltrukket fans af Sherlock Holmes (og stadig gør det), men for følgerne af tv-serien, er det særligt én anden adresse, der trækker.
I serien er det nemlig 187 North Gower Street i Camden, der danner kulisse til den fiktive adresse 221B Baker Street. Og på Gower Street har man ladet både husnummeret og den karakteristiske dørhammer sidde på døren, så fans kan tage billeder. Perfekte nørdbilleder til ferien.
Sherlock har dog utallige fede locations, som man kan finde i den officielle guide HER.