Tør du? 6 gratis 'fy-koncerter', der kan åbne dine ører for topfed musik

Hvis man ikke brugte ordet 'jazz' om jazz, så ville mange flere høre det, mener ung jazzmusiker, der her anbefaler seks koncerter.

Både Aarhus og København er værter for jazzfestivaler i juli. (© DR)

- Jazz er meget mere, end man tror!

Sådan lyder det fra 23-årige jazzmusikeren John Riddell, der både er trommeslager, komponist, arrangør og dirigent.

Han er blandt andet leder og dirigent for ungeorkestret Danish Youth Jazz Orchestra - en talentudviklingsbase for unge jazzmusikere i Region Midtjylland.

Trods sin unge alder har han allerede spillet med masser af både danske og udenlandske solister, og han håber, han kan være med til at åbne jazzverdenen for flere på sin egen alder.

- Jazz er fed musik, hvor der er mulighed for at improvisere. Men selve ordet jazz er lidt et 'fy-ord' og lyder måske lidt kedeligt. Men det er det ikke, forsikrer John Riddell.

Cremen af unge musikere

De næste to uger bliver der spillet masser af jazz på festivaler i Danmarks to største byer.

Nemlig til Copenhagen Jazz Festival 6.-15. juli og til Aarhus Jazz Festival 14.-21. juli.

Her får du John Riddells anbefalinger på koncerter, du skal se som jazz-nybegynder.

Kathrine Windfeld Big Band

Lørdag 7. juli klokken 14, Kongens Have, København K

- Det her er sindssygt fedt. Kathrine Windfeld er bare topfed, det er originalt og helt unikt. Jeg tror ikke, man finder noget lignende på den danske scene. Det er nyt, det er friskt, og det er et sindssygt højt niveau. Det er simpelthen cremen af de unge jazzmusikere, der er i København - og de spiller røven ud af bukserne.

Få en forsmag og hør nummeret 'Leaving Portland' her:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b3c7382a11fa10f6c4a7c14

Kathrine Windfeld og hendes bigband har med deres andet album 'Latency' opnået stor international anerkendelse og er desuden blevet belønnet med adskillige priser og nomineringer.

'Latency' blev i 2017 kåret som 'Årets Danske Jazzalbum' i magasinet Jazzspecial og er nomineret til to Carl-priser. Bandets første udspil 'Aircraft' fra 2015 var nomineret til hele tre Danish Music Awards, hvoraf de vandt prisen som 'Årets Nye Jazznavn'.

Athletic Progression

Lørdag 7. juli klokken 17.30, Balders Plads, København N

- Det er tre Aarhus-drenge, der spiller en form for håndspillet elektronisk hip hop-musik. Med en stor inspiration fra rapperen J Dilla, formår de at løfte genren til nye højder. Det er virkelig hipt og mega fedt.

Se Athletic Progression optræde her:

https://www.youtube.com/watch?v=z7loFVFWke4

Athletic Progression forener det umiddelbare nysgerrige, improviserede i jazz med stram struktur. Bandet har spillet for fulde huse og er spået en stor fremtid af Politikens anmeldere og P8 Jazz.

Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet

Onsdag 11. juli klokken 16, Huset-KBH (gårdhaven), København K

- De formår at tage jazzen til nye højder. De har nogle fede polyrytmiske 'grooves' og et super intimt og tæt sammenspil. Desuden er flere af medlemmerne vokset op sammen og har dermed spillet sammen lang tid. De er 'frontrunners’ i Danmark for en ny bølge under jazzformatet. Det er stadig 'jazzet', men på en helt ny måde.

Hør nummeret 'Desperado' her:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b3c735fa11fa10f6c4a7c12

Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet består af Adrian Christensen, Mikas Bøgh Olesen, Frederik Emil Bülow og Jon Døssing Bendixen, der dannede gruppen for seks år siden, og har siden udgivet to albums.

Deres debutalbum blev hædret med en Danish Music Award for 'Årets nye danske jazznavn 2014', og i 2016 modtog de en præmiering fra Statens Kunstfond for deres andet album. De har turneret i USA, Vestafrika, Rusland og Danmark. De kombinerer jazz, hiphop og afro, og skaber en ny og original lyd.

3 x International Band Battle

Onsdag 18. juli klokken 19.30, Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus

- Det er tre forskellige orkestre, (Danish Youth Jazz Orchestra, Codarts Young Talent Big Band og Melngailskolas Big Band), der spiller et lille sæt hver. Det bliver et fedt virvar af bigbandmusik, hvor de alle sammen spiller røven ud af bukserne.

Få en forsmag og hør Codarts Young Talent Big Band HER.

De forskellige orkestre kan opleves hver for sig i løbet af Aarhus Jazz Festival i Ridehuset. De tre orkestre er alle deltagere i årets Scandinavian Big Band Camp: en jazzcamp, der samler unge, spirende jazzmusikere til workshops, undervisning og talentudvikling.

Anders Fjeldsted Sextet

Torsdag 19. juli klokken 15.30, Bispetorvet, Aarhus

- De er bare topfede! De ville kunne flytte til New York i dag og leve af deres musik dér, hvis de havde lyst! De har et teknisk og musikalsk niveau, der simpelthen ikke er til at tro på. De er alle i 20'erne, men de spiller, som om de havde 40 års erfaring. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Det er så vildt.

Hør Anders Fjeldsted Sextet HER.

Anders Fjeldsted er inden for de sidste år blevet en af sin generations mest efterspurgte bassister.

Han har spillet med en lang række store danske og udenlandske jazznavne, herunder Rodney Green, Carsten Dahl og Alvin Queen. Anders Fjeldsteds orkester består af nogle af de yngre musikere fra den danske jazzscene. Holdet har flere pris- og legatmodtagere.

Where's My Bag Big Band

Torsdag 19. juli klokken 17, Ridehuset, Aarhus

- Det er nyt, anderledes og sindssygt fedt. Endelig et originalt big band i Aarhus. Det er virkelig 'creme de la creme’ de af unge Aarhus-jazzmusikere. Karmen Rõivassepp og Gustav Nyboe Hagners kompositioner er spændende, smukke, originale og forfriskende.

Bag det finurlige navn Where's My Bag Big Band står de to unge aspirerende bigbandledere og -arrangører Gustav Nyboe Hagner og Karmen Rõivassepp. De bevæger sig inden for den moderne bigbandgenre, og publikum kan forvente en koncert med livlige 'grooves', spændende harmonier og komplekse rytmer.