Er billedet over skrivebordet blevet lidt nusset i hjørnerne, og er du træt af at se på den falmede plakat, du købte på studieturen i gymnasiet?
Så er det måske på tide, at du begynder at investere i noget lidt mere spændende til væggene.
Men hvordan er det lige, man begynder, hvis man gerne vil købe kunst, men slet ikke aner, hvad man skal kigge efter - eller hvor?
Og hvor får man egentlig fingrene i ægte kunst uden at skulle flænse kontoen?
I denne weekend slår hele to kunstmesser dørene op for samlere, gallerister og nysgerrige i København.
Derfor har Mathias Kryger, som blandt andet er kunstanmelder på Politiken, indvilliget i at give nogle tips til dig, der vil købe kunst for første gang.
Ung kunst = Billig kunst
Hvis du skal købe kunst for allerførste gang, så er det et oplagt valg at starte med et print. Her kan man få værker af store etablerede kunstnere til en væsentligt lavere pris.
Men spørger man Mathias Kryger, så er det meget sjovere at købe noget unikt fra de helt unge og up-coming kunstnere.
- Man skal lade være med at tro, at man først er kunstsamler, når man har en Michael Kvium eller en Tal R eller sådan noget. Man skal lade være med at tro, at man skal samle på kunst på den måde som ’de voksne gør’.
- Man skal faktisk måske starte med sine jævnaldrende. Når man er ung, så er det meget bedre at købe ungt, da det jo generelt er billigere.
- Og ved at købe noget up-and-coming, så er man også samtidig med til at definere sin egen smag fra starten, og det er altså meget cool.
Besøg kunstakademiernes markeder
Men hvor finder man så den unge kunst?
Det gør man blandt andet ved at besøge kunstnerne der, hvor de er, siger Mathias Kryger.
- Man kan for eksempel besøge landets kunstakademier, når de holder julemarked og den slags. Her bliver deres helt spritnye friske kunst solgt til ingen penge.
- Og så er det en god idé at gå til mange (helst rigtig mange) ferniseringer. Både på museer og gallerier.
- Det er jo også der, at der er gratis drinks… Men også gratis adgang til at snakke med en masse kunstnere og en masse andre samlere. Og det er altid et meget godt trick at høre, hvad andre køber.
Gå på Instagram
Hvis man føler sig på bar bund i forhold til at finde den unge kunst, så er sociale medier et godt sted at starte.
Både Facebook og Instagram er oplagte sociale netværk til at finde kunstnere, der passer til din smag.
På særligt billedtjenesten Instagram kan du se, hvem din yndlingskunstner selv følger - det er en god start til at få et feed fyldt med inspirerende, ung kunst.
- Hvis man nu har opdaget én kunstner, man godt kan lide, så kan man også undersøge, hvem der sælger det, altså hvilket galleri, der repræsenterer kunstneren. Der kan man så se, hvilke andre kunstnere galleriet huser, og meget ofte vil de have en eller anden form for slægtskab med din yndlingskunstner.
- Det er også ret sjovt for eksempel at følge kunstkritikere, som eksempelvis amerikanske Jerry Saltz. Han er nok den mest berømte kunstkritiker i verden og er ret radikal og sjov. Han skriver for Vulture og har tidligere skrevet for New York Times.
- For det handler jo ikke kun om at se på billeder, men også om at blive klogere. Så en del af at følge kunstkritikere og folk fra kunstbranchen er også at blive klogere, og så tager man samtidig del i debatten.
Træn øjet og sanserne
Det er desuden med kunst, som med så meget andet: man skal øve sig for at blive bedre.
- Man skal træne sit blik, så at sige. Hvis man hele tiden via sine sociale medier bliver fyldt med god kunst, så træner man også øjet, og så er man bedre til at se den nye, billige kunst, når den er der.
- Det gør man ved at være bevidst om at bruge sine øje og sine sanser. At øve sig i at se på materialer, lag af maling og den slags.
- Det handler meget om at komme væk fra troen om, at man kan se hurtigt. Man skal se langsomt, faktisk. Og så skal man se meget.
International inspiration
Sidste tip fra Mathias Kryger er til dig, der allerede er ved at få godt styr på de unge kunstnere og nu har brug for en udfordring.
Den finder du på de store kunstmesser, der gerne byder på kunst, der formentlig ligger over dit budget.
Men til gengæld er messerne gode steder at lade sig inspirere og mærke kunsten på egen krop.
Og Mathias Kryger synes faktisk slet ikke, du bør nøjes med at besøge kunstmesser herhjemme, men også tage ud til de helt store i udlandet, som for eksempel megamessen Art Basel, der både finder sted i Basel, Miami og Hong Kong.
- Hvis man virkelig vil mærke suset, så skal man rejse ud med kunsten.
- Det handler ikke så meget om, at man har råd til den kunst, man ser. Men at tage ud til de her store kunstmesser i udlandet, det er dér, hvor man virkeligt kan føle, det der rush. Det er bare større og vildere – og dyrere!
- Tænk, at noget, man kan have så svært ved at forklare som kunst, kan være så dyrt. Det er selvfølgelig lidt at pine sig selv, fordi man ikke har råd, men samtidig er man også med der, hvor det sker.
Er du i København denne weekend, kan du lade dig inspirere på hhv. Code Art Fair 31. Aug – 3. Sep. og CHART Art Fair 1. – 3. Sep.
