Andet afsnit af DR’s nye dramaserie byder stadig på godt skuespil og spænding, selvom der ikke er tale om en klassisk krimi, hvor man jagter en morder.
Det mener Jyllands-Postens anmelder Nanna Frank Rasmussen, der kvitterer andet kapitel af ’Bedrag’ med fire ud af seks stjerner. Hun mener, at skuespillerne "gør et forbandet godt stykke arbejde".
- Det lykkedes, mest fordi skuespillerne gør sådan et godt stykke arbejde med at skabe rum til nuancer for deres karakterer, der ellers er skrevet over lige lovligt tydelige stereotyper, skriver Jyllands-Posten.
Ikke meget nyt under solen
Også Berlingskes anmelder Kristian Lindberg giver afsnittet fire stjerner, fordi der stadig ”er gang i de hjul, der blev sat i bevægelse i først afsnit”. Han gav dog første afsnit fem stjerner.
- Samlet set føjer det andet kapitel ikke meget nyt til selve karaktererne, skriver han.
Mere skeptisk er BT's anmelder Henning Høeg, der synes, at kvaliteten er dykket efter et ”flot pilotafsnit”.
- I søndagens afsnit mistede både instruktør og manuskriptforfatter en del af det kølige overblik, der gjorde afsnit et så uimodståeligt, skriver anmelderen.
