DRs seneste dramasatsning ’Bedrag’ havde præmiere fredag aften, og serien tager os på vellykket vis med om bag kulisserne i det, man kunne kalde den kriminelle oververden.
Selvom omdrejningspunktet for ’Bedrag’ er kriminalitet, er der i første omgang ingen knæskaller, der skal knuses, folk går i jakkesæt frem for læderveste, og der er hverken brug for talkum, gummi handsker eller stetoskop, når millionudbytterne skal hentes hjem.
Hovedforfatter Jeppe Gjervig Grams og konceptuerende instruktør Per Flys nye tv-serie handler nemlig om den økonomiske kriminalitet i toppen af samfundet, hvor det ofte er overordentligt svært at kende skurkene fra helten, og hvor legitime forretninger og omfattende kriminalitet både strukturelt og i praksis kan minde forbløffende meget om hinanden.
En historie med mange kerner
I ’Bedrag’ følger vi karakterer på tre niveauer i samfundet. I toppen af kransekagen finder vi Alexander Sødergren (Nikolaj Lie Kaas), som er CEO for energivirksomheden Energreen.
Sødergren fremstår som den moderne, miljøbevidste erhvervsleder, da vi ser ham cykle fra sit hotel i London til et tv-interview, hvor han på smukt, distingveret britisk redegør for den vision om en verden, der er uafhængig af fossile brændstoffer, som udgør bagtæppet for hans milliardvirksomhed.
Han er inspirerende, charmerende og dygtig, og Energreens ambitioner er enorme.
Hjemme i København trækker politimanden Mads (Thomas Bo Larsen) et lig op af Øresund. Mads er af den gamle skole, og selvom han for længst har skiftet en fortid som urobetjent i Christianie-gruppen ud med et mere roligt job som efterforsker ved Nordsjællands politi, er han stadig den direkte og handlekraftige type.
Den døde mand viser sig at være en vindmøllemontør fra Ukraine. Der står naturligvis Energreen på mandens arbejdsjakke, og da Mads’ efterforskning fører ham til en barak fyldt med østarbejdere, som ikke har lyst til at tale med politiet, selvom en af deres kolleger er omkommet under en arbejdsulykke, fortykkes plottet.
Den sympatiske Energreen-koncern har åbenbart ikke helt rent mel i posen, men Mads’ efterforskning møder underligt nok modstand hjemme på stationen lige før, den giver resultater. På hjemmefronten er der også problemer. Mads’ kone Kristina (Line Kruse) har sclerose, og det er særlig slemt for tiden. Mads og Kristina har to børn, og det er svært at få det hele til at gå op.
Rundsave på albuerne
På Energreens kontor i København møder vi den ambitiøse jurist Claudia (Natalie Madueno). Den smukke pige på knap 30 arbejder 70 timer om ugen, og hendes 7 år gamle søn Bertram ser hun sjældent.
Til gengæld leverer Claudia varen rent karrieremæssigt. Hun vil have jobbet som chef-jurist, og da Mogens, som lige nu sidder på dén pind, under et møde med Sødergreen tager æren for en af Claudias sejre, mærker vi hakkeordnen i toppen af finansverden.
Efter mødet kalder Mogens Claudia ind på sit kontor. Vi forventer et opgør, men i stedet har Mogens en særopgave til sin protege; Han er blevet kontaktet af politiet. De har mistanker om omfattende insiderhandel i Evergreen. Claudia skal finde beviser. Hvordan den raffinerede plottråd ender skal ikke afsløres her, men lad os bare sige, at dens overraskende forløsning tegner en lys fremtid for ’Bedrag’.
Nederst i pyramiden finder vi mekanikeren Nicky (Esben Smed). Sammen med kæresten Lina og deres lille barn søger han efter lejlighed. Lina vil gerne have mere plads. Nicky er egentlig ligeglad.
Han er bare glad for, at livet er kommet tilbage på skinner efter et længere fængselsophold for en stribe af biltyverier. Linas far har et bilværksted, og Nicky har fået job der. Her møder han ADHD-drengen Bimse, som gerne vil have Nicky med ud at stjæle luksusbiler for nogle serbere.
Nicky savner adrenalin-kicket, og da han overfuses af en ung, irriterende rich boy i en stor BMW, som tilfældigvis viser sig at være den insider, Claudia leder efter i Energreens stab, kan han ikke dy sig. Nicky og Bimse lover serberne at skaffe den BMW, og vi fornemmer nemesis på horisonten.
Stilhed før stormen
Efter kun et afsnit af ’Bedrag’ sidder man allerede tilbage med følelsen af et nuanceret og sympatisk persongalleri, hvor alle på hver deres måde er på vej ud, hvor de får svært ved at bunde.
Et hemmeligt aftenmøde med en svensk bagmand, der som en anden Mephistopheles på halvmagisk vis materialiserer sig hjemme i Alexander Sødergrens stue, antyder at den unge CEO befinder sig på dybt vand, og at Energreens enorme succes er resultatet af uhellige aftaler.
Claudia er draget af tydeligvis draget af Søderberg. Hun vil gøre alt for at komme frem her i verden, og hendes ambition kan nemt blive hendes undergang.
På samme måde synes Nickys trang til hurtige penge at skygge for hans fornuft, og man har mildest talt bange anelser for hans fremtidige samarbejde med disse serbere. Især fordi den brave jyde og hans lille familie er skildret med stor ømhed af både Grams manuskript og Flys ganske særlige kamera.
Det samme gælder i øvrigt for Mads’ lille middelklassehjem, der trods alvorlig sygdom er kittet sammen af en meget stor kærlighed. Det ville være decideret ubærligt, at se den enhed bryde sammen.
Gode takter men for langsom start
Indtil videre har folkene bag ’Bedrag’ ikke løftet ret meget af sløret for, hvad vi har i vente rent plotmæssigt, men allerede nu har man formået at forankre serien solidt i en række vedkommende figurer. Det er noget af det allervigtigste, når det kommer til vellykket tv-fiktion.
I forhold til det æstetisk niveau fornemmer man ligeledes, at ’Bedrag’ er i sikre hænder. Hans notoriske store, telede billeder med store dybdeforskelle og talrige fokusskifter fejer smukt over skærmen, og når de i næste nu erstattes af helt nære, følsomme skud af ansigter og øjne falder tankerne på mesterværker som ’Bænken’ og ’Arven’.
Lie Kaas og Bo Larsen er eminente i hver deres ende af et persongalleri, der emmer langt væk af Flysk socialrealisme, og de to nye talenter Esben Smed og Natalie Madueno overrasker overordentlig positivt.
Eneste anke indtil videre er, at hovedhistorien her efter første episode endnu ikke rigtig er kommet ud af starthullerne. Det store spørgsmål bliver, om ’Bedrag’ går ned af en original og overraskende sti rent fortællemæssigt, eller om den går den forudsigelige vej og (bare) sætter op til et kolossalt Stein Bagger-agtigt fald for Sødergren.
Begge ting kunne i princippet fungere, men vi krydser fingre for det første. Derfor 4 forsigtige stjerner og store forventninger om en lys fremtid for ’Bedrag’ herfra.
Missede du aftenens afsnit? Så kan du se det på DR TV her
